Skiferie uden ski! Ja det lyder i grunden tosset, men når man er lidt oppe i årene, så er det for risikablet at tage skiene på. Men alligevel kan man tage på skiferie uden at løbe på ski. Denne overvejelse havde jeg gjort længe. Og efter en årrække med årlige skiture til forskellige destinationer skiftevis i Østrig, Norge og Sverige, stoppede jeg skiturene på grund af en knæskade. Men atmosfæren, stemningen ved at løbe ned af pisterne, gennem en skov, hvor stilheden er stor, lå stadig i mit baghoved.
Sammen med oplevelserne ved lyden af skilifterne, kablerne fra de snurrende hjul på de store svævebaner og oplevelsen af fest og farver på de udendørs barer, når afterski-festerne begyndte, lokkede mig igen til en tur sydpå til de østrigske alper. Jeg skulle afprøve aktiviteterne på en ski-destination, når jeg kom for at slappe af nogle dage i den hvide verden.......men som senior. Uden ski forstås, men dog medbringende det nødvendige udstyr som gode vandrestøvler, handsker, tørklæde, skiundertøj, skidragt m.v. Med dette udstyr og ikke mindst mit kamera pakket i kufferten tog jeg afsted. Jeg skulle prøve en ny destination, og valget faldt på Lech i delstaten Voraldberg i det vestligste Østrig.
Lechs historie
Det stod i øvrigt ikke skrevet i stjernerne, at skisportsstedet Lech i delstaten Voralberg i Østrig skulle udvikle sig til en af Østrigs mest mondæne destinationer, fra byen fik sin første skilift i 1937. Takket være en lang række pionerfamilier, som i flere generationer har præget livet i byen, er det gået hurtigt siden afslutningen af 2. verdenskrig. Det startede med, at de små bjergbønder først oprettede en café i deres bondehus, derefter udvidede de bygningerne til også at omfatte overnatning, og senere blev det hele renoveret og ombygget til moderne hoteller i takt med, at infrastrukturen og skifaciliterne blev udvidet. Før krigene levede her stort set kun bjergbønder. I dag er der kun en halv snes bjergbønder tilbage i området og heraf flere, som kombinerer landbruget med hoteldrift. En lang række familier, hvor det i dag er 2, 3. eller 4. generation, der driver hotelforetningen med dertil hørende aktiviteter, har været pionerer i byen.
En af dem er Schneiderfamilien, der i dag driver det 5-stjernede hotel Arlberg, og sidst men ikke mindst skal nævnes familien Walch, der driver to hoteller, nemlig hotel Gotthard og hotel Central. I flere generationer har et af familiens mandlige medlemmer uddannet sig som bager og konditor på de mest velrenommerede bager- og konditorskoler i landet, og det gælder også det nuværende overhoved for familien, nemlig Clement Walch, der desuden de senere år har startet et minibryggeri i hotellets kælderetage. Indtil 2018 lå familiens bagerivirksomhed i forskellige lokaler i hotellets kælderetage. Her blev der lidt plads, og Clemens nevø ville gerne drive bageriet videre, og man købte et stort lokale på cirka 1000 kvadratmeter et andet sted i byen. Nu fremstilles der så i de tidligere bagerilokaler 4 forskellige slags øl, men Clement har også begivet sig ud i den svære kunst at fremstille gin.
Ankommet til Lech fik jeg fat i en brochure på hotellet, hvor der var afmærkede vandrestier både i og omkring byen samt i højderne for enden af lifterne mod nord og mod syd. Den første rute, jeg udforskede var en 3½ km tur ud af byen til en lille flække Zug, vil jeg nærmest kalde det – med en halv snes R and B udlejning til skituristerne, i det en af svævebanerne i området starter i denne lille flække. Det var solskin denne formiddag, hvor jeg slentrede af den let kuperede vandresti langs elven Lech, hvor smeltevandets brusen gav dejlig ro i sindet.
Museet Huber Hus
Eftermiddagen brugte jeg på at gå gennem byen, hvor jeg i byens udkant fandt det lille hjemstavnsmuseum, Huber Hus. Her kan du via tegninger, fotos og rekvisitter høre og læse om byens historie. Museet åbnede i 2005 efter en større renovering. Bondehuset kan dateres helt tilbage til 1590, da der kun lå nogle få gårde i området, der senere udviklede sig til skisportsstedet Lech. Ud over skriftligt materiale, hvor man kan læse, hvordan sneen har påvirket livet i byen gennem 450 år arrangeres i løbet af både sommer og vinter workshops, hvor interesserede kan komme her og lave husflidsarbejder baseret på tegninger og skriftligt materiale fra tidligere tider. Desuden holdes der også løbende forskellige udstillinger i huset. I øjeblikket er der eksempelvis en moderne udstilling om skimodens udvikling fra omkring 1900-tallet og frem til i dag.
Oberlech
Den næste dag tog jeg i strålende solskin på tur til Oberlech. En lille landsby, som ligger cirka 4-500 over Lech. Der kan køres med bus direkte derop, men jeg valgte at tage den store svævebane, hvor gondolen havde plads til cirka 50 skiløbere. Næsten lydløst svævede den store gondol hen over det hvide landskab med de høje graner ind imellem Efter en tur på knap en kilometer var vi nået cirka 300 højdemeter op til endestationen. Herfra var der en afmærket sti op til byen. Jeg skulle yderligere cirka 100 højdemeter op til den sidste bygning i Oberlech øverst, nemlig den lille men moderne bondegård Muxelhof. Den ligge i 1750 meters højde, og dens historie går langt tilbage. Gården blev første gang nævnt i et dokument allerede i 1660.For nogle år siden købte Stefan Muxel, der driver det store højfjeldshotel Mohnenfluh gården af sin fætter. Dermed realiserede han en længe eksisterende drøm om en lille bondegård i bjergene, som han kunne drive på bæredygtig vis. Der er tale om landbrug i minidrift i det besætningen består af en halv snes får og geder, en halv snes gråkvæg samt kaniner og et æsel. Stefan Muxoll kalder selv stedet for et paradis for mennesker og dyr, som familien glæder sig over sommer og vinter samtidig med at Stefan og hans kone Raingaard og deres tre børn, Marie på 29, Martin på 28 og Johannes på 24 driver hotel Mohnenfluh.
