Af journalist Aage Krogsdam
Der er lagt op til en kæmpe fest med candyfloss og popcorn, når Annette Heick, Gry og Lonnie Devantier synger Melodi Gran Prix-klassikere på Plænen i anledning af Tivolis 181-års fødselsdag den 15. august. Fødselsdagen byder også på det verdenskendte balletkompagni New York City Ballet, som danser i Koncertsalen, mens Pantomimeteatret viser to forestillinger, heriblandt fortolkningen af H.C. Andersens Klods-Hans. Forlystelseshaven åbner klokken 11.00, og frem til klokken 15.30 uddeles der også vouchers til candyfloss og popcorn ved Plænen, som er inkluderet i entréprisen.
På plænen byder sangerinde, skuespiller og entertainer Annette Heick velkommen til Syng Med klokken 19.00. Sammen med sangerinden Gry, der vandt danskernes hjerte med sit ikoniske rejehop, til lyden af Kloden Drejer, og Lonnie Devantier, der vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen Hallo Hallo.
I år fejrer Tivoli-Garden deres 180-års jubilæum, og den deltager også i fødselsdagsfejringen. Der vil være en strøgparade, der traditionelt starter ved Kongens Nytorv og slutter ved Tivolis Hovedindgang, som kan opleves kl. 15.30. Senere på dagen vil der være en medaljeoverrækkelse på Plænen, hvor gardere, der har nået pensionsalderen på 16 år, vil blive anerkendt. Ud af de knap 100 gardere er der 12, som går på pension og derfor modtager en medalje.
Et af verdens ypperste og mest anerkendte balletkompagnier New York City Ballet gæster Tivolis Koncertsal klokken 20.00. Det amerikanske balletkompagni, som lige nu fejrer 75-års jubilæum, betragtes som et af verdens førende.
Derudover kan gæster opleve den klassiske pantomime Harlekin Mekanisk Statue klokken 18.30 efterfulgt af balletforestillingen Klods-Hans på Pantomimeteatret. Den prisbelønnede koreograf og solist ved Den Kongelige Ballet Tobias Praetorius står bag koreografien. Musikken er skrevet af komponist, dirigent og tv-vært Philip Faber, og H.M. Dronning Margrethe har lavet scenografi og kostumer. Forestillingen om bondedrengen Hans og hans to brødre, der alle tager op på slottet for at søge lykken og vinde prinsessens hjerte, kan ses klokken 20.00.
Klokken 22.00 fortsætter festlighederne ved Tivoli Søen, hvor Tivoli illuminationer vil forvandle området med musik, ild, lasere, lys og røg. Festlighederne slutter af med et storslået fødselsdagsfyrværkeri klokken 22.45 ledsaget af musik af H.C. Lumby, specielt sammensat til fødselsdagen.