Forlystelserne kører, 30 handelsboder og alle restauranterne er åbne under Halloween i Tivoli, der er iklædt nye scenografier i efterårets farver fra 12. oktober til og med den 5. november.
Gæsterne kan blandt andet se frem til at blive mødt af venligstemte og drilske hekse, når de går rundt i haveanlægget. De møder bl.a. heksene, som er iklædt farverige gevandter ved den magiske urtehave foran Pantomimeteatret, i labyrinten eller pludselig står de lige bag en som en fortryllet overraskelse ud af det blå. Gæster i alle aldre opfordres i øvrigt til at møde op i udklædninger, hvilket svenskerne har tradition for at gøre i stor stil.
I Det store Springvand i forlængelse af Plænen kan gæsterne begive sig ind i en ny 180 meter lang pilefletslabyrint, som er op til 180 cm i højden og inde i midten kommer man frem til to heksetårne. Tivolis prisbelønnede scaryhouse Villa Vendetta, der er Danmarks største permanente scaryhouse med performere, har i anledning af halloween fået en række ekstra overraskelser i anledning af efteråret, så gæster med hang til gys bliver ekstra skræmte under den 150 meter lange rejse gennem 12 værelser, korridorer og stuer fordelt på 800 uhyggelige kvadratmetre.
I Skærsilden, som har til huse under den 109 år gamle Rutschebane, rykker Det Hjemsøgte ind.
Her lægger gæsterne vejen forbi et hospital for mislykkede forsøg. Det er ikke et kønt syn, og gåsehuden bliver ikke mindre af de nærgående skabninger, som går tæt på de besøgende. Det Hjemsøgte kan eksklusivt opleves under Halloween, og børn under 12 år skal ledsages af en voksen.
Rasmus Klump og venner
Rasmus Klump, Græskarmanden og Flora optræder hver dag for de yngste gæster med to forestillinger på Plænen. Der er tale om forestillingerne Rasmus Klump på Pandekagejagt samt Slik eller Ballade med Rasmus Klump.
Under festlighederne skal Danmarks største græskar naturligvis kåres, og det sker lørdag den 14. oktober kl. 11.30. I 2020 blev der ikke bare slået ny dansk rekord, der blev også sat ny nordisk rekord, da Jens Peder Skønager fra Ribe skrev sig ind i historien med et kæmpegræskar, der vejede hele 970,4 kg. Det bliver spændende at se, om denne rekord bliver slået.
I anledning af DM i Kæmpegræskar bliver de store græskar udhulet og forvandlet til et kunstværk af dansk-amerikanske Malik Mabe, der er fløjet ind til lejligheden. Gæsterne kan på tætteste hold se ham arbejde med kædesav, kniv og skraber og følge græskarrets forvandling. Udskæringerne foregår foran Nimb og begynder den 29. oktober klokken 11:00 og fortsætter til og med 31. oktober