Hvor tager vi hen på ferie i 2019?

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Airbnb har kigget i krystalkuglen for det kommende år, og rejseagendaen for 2019 byder i følge dem på verdenshistoriske jubilæer, storslået natur og spændende dyreliv.

Året er ved at være slut, og mange ser allerede fremad og booker ferier og drømmerejser til det kommende år. Ved hjælp af en blanding af søgehistorik, bookingoversigter og brugernes ønskelister for 2019 forudser Airbnb de største rejsetendenser for næste år. Det bliver et år præget af rejser til ukendte regioner og mindre besøgte byer, der skal udforskes, forudsiger de.

Selvom 2019's rejsemål er meget forskellige, har de fleste det til fælles, at destinationerne er steder, hvor turismen hjælper den lokale befolkning såvel som de rejsende. Særligt rejsemål der støtter bæredygtig udvikling eller markeringer af historiske begivenheder er på ønskesedlen i det kommende år.

LÆS OGSÅ OM AT TJENE PENGE HURTIGT OG LOVLIGT: https://xn--lnet-qoa.dk/tjen-penge-hurtigt-og-lovligt/

 

Kaikoura, New Zealand

I 2016 ramtes den smukke kystby Kaikoura på New Zealands Sydø af et kraftigt jordskælv, der ødelagde store dele af byen. Men øen har gjort et eftertrykkeligt comeback på toppen af listen over mest bookede og søgte byer på hele Airbnb's platform. Her kan hval- og sælentusiaster opleve den store bestanddel af antarktiske pelssæler og de enorme kaskelothvaler langs byens stillehavskyst.

Xiamen, Kina

Den romantiske havneby Xiamen i det sydlige Kina ligger på en charmerende køretøjsfri ø og er kun for fodgængere. Xiamen er indtil videre den næstmest bookede rejsedestination i 2019 på Airbnb's platform. Ud for Xiamen ligger den lille bitte ø Kulangsu, der er et oplagt mål for en endagstur. Øen er særligt kendt for sine eminente fisk og skaldyr, gule sandstrande og musikscene. 

Normandiet, Frankrig

For historienørder er 2019 muligvis det bedste tidspunkt at besøge Normandiet. I 2019 er det nemlig 75-årsdagen for D-dag, hvilket gør året helt særligt for Normandiet. Rejsende kan desuden opleve frodige landskaber, arkitektoniske perler og Camembert, landsbyen som lægger navn til den populære, bløde ost. Og så er det endda kun to timers togtur fra Paris.

Great Smoky Mountains, USA

Great Smoky Mountains, eller bare the Smokies, er den mest besøgte nationalpark i USA. Grunden er den centrale beliggenhed, nemme tilgængelighed og overkommelige indgangspriser. Parken er desuden på UNESCO's Verdensarvsliste, og man kan sågar være (u)heldig at støde på sortbjørne på de 1200 km stisystemer.

Buenos Aires, Argentina

Buenos Aires har længe været en populær destination for syd- og nordamerikanske turister, men på det seneste har det internationale publikum for alvor fået øjnene op for den pulserende hovedstad. Her kan man besøge den berømte Le Recoleta Cemetery med statuer og mausoleer tilhørende nogle af landets mest ikoniske personligheder. Der er også Museo de Arte Latinoamericano de Buenos Aires (MALBA), der har en imponerende samling af latinamerikansk kunst af Diego Rivera samt powerkvinden Frida Kahlo.

Accra, Ghana

Ghana bliver i stigende grad betragtet som et symbol på det globale, moderne Afrika, men samtidig også som stedet for spirituelle rejser og selvudvikling. Makola Market er et must-see af en farverig basar, og strandpromenaden Labadi og Kokrobite-strandene har et pulserende natteliv, så man kommer ikke til at mangle seværdigheder, hvis rejsen går til Vestafrikas atlanterhavskyst.

De Ydre Hebrider, Skotland

Ud for den skotske vestkyst finder du Hebriderne. Og endnu længere ude finder du De Ydre Hebrider. Øerne er den nordlige yderkant af Storbritannien og er kendt for deres rå natur og klippeformationer. Der er vilde dyr overalt som eksempelvis kronhjorte, kongeørne, oddere, hvaler, delfiner og mange andre. Barra lufthavnen er en attraktion i sig selv, da det er en af de eneste lufthavne i verdenen, hvor flyene lander på stranden.

Wakayama-præfekturet, Japan

Wakayama er kendt som Japans ydmyge region og beskrives som landets åndelige hjerte. Her findes 52 templer på hellige buddhistiske grunde i Koyasan, hvor man kan indlogere sig for natten og få en oplevelse, der omfatter meditation, tempelgudstjenester og buddhistiske haver og vegetarisk køkken. Hvis udendørs bad er noget, kan man dyppe sig i Sennin-buro i Kawayu, der er landets største af sin slags.

Catskill Mountains og Hudson Valley, USA

I 2019 markeres 50-årsdagen for Woodstock-festivalen, og allerede nu svirrer der rygter om, at store musikere kommer og spiller i området. Foruden en nærmest mytisk festival er området også kendt for sit rige dyreliv, smukke vandrestier og gode skisportssteder. Langs Hudson-floden kan man desuden besøge vinmarker, frugtplantager og charmerende gårde.

*Tallene er baseret på interne Airbnb-data for bookinger foretaget i 2019, hentet i oktober 2018, sammenholdt med bookinger foretaget for samme periode i 2018, hvor data blev udtrukket i oktober 2017.

Senest ændret Tirsdag, 18 december 2018 08:10

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.