Pompeji lå på en lav højderyg af vulkansk oprindelse på sletten ved bjergets fod. Byen er temmelig gammel, da en af de ældste bygninger - et dorisk tempel - antageligt stammer fra det 6. århundrede før Kristus. De ældste beboere var af oskisk afstamning. I år 420 f. Kr. blev byen erobret af krigeriske samnitter fra bjergene mod øst.
Erobringen viste sig med tiden af være profitabel for byens omsætning, og efterhånden blev den en ganske betydelig handelsby i området. Under samnitterkrigene (342-290 f. Kr.) kom den formelt under Roms herredømme men beholdt reelt sit selvstyre. En senere indblanding i Forbundsfælleskrigene i begyndelsen af 1. århundrede førte til, at den i 80 f. Kr. måtte acceptere en romersk garnison i byen. En såkaldt veterankoloni under ledelse af P. Sulla - en nevø til diktatoren. Fra da af blev byen en almindelig romersk provinsby. Indbyggerne var gennemgående velhavende. Der boede omtrent 20.000 i byens storhedstid, da det store vulkanudbrud udslettede byen.
Rig handelsby
Handelen var den vigtigste indtægtskilde. Landbrugsprodukter fra den omkringliggende slette samt vin og grøntsager var de primære handelsvarer. På grund af områdets skønhed og det gennemgående behagelige klima tjente Pompeji også som et behageligt opholdssted for højtstående personer. Cicero og kejser Claudius var blandt dem, der havde villaer i omegnen.
Egnen var vulkansk, og Pompeji lå på en gammel lavastrøm fra Vesuv. "Bjerget", som Vesuv også blev kaldt på den tid, blev dog ikke opfattet som en vulkan. Tværtimod bosatte folk sig langs og på selve Vesuvs sider. Før det skæbnesvangre udbrud i 79 e. Kr. var der dog sket noget, der mindede befolkningen om, at området var specielt. 5. februar 63 e. Kr. kom det til et voldsomt jordskælv, hvor mange af byens offentlige bygninger samt en del private led stor skade. Der blev dog ikke lagt mere i dét, end at folket begyndte restaureringen i god tro og med henblik på en lovende fremtid, hvor Pompeji skulle vokse sig større og rigere.
Den 24. august i året 79 e. Kr. begyndte som en dag som alle andre i Pompeji. Jordrystelser i løbet af dagen var en indikator på det, der i sidste ende ledte frem til det vel nok kendteste vulkanudbrud i verdenshistorien.
Øjenvidneskildring
Forfatteren Plinius den Yngre var øjenvidne, og i sine breve til Tacitus beskrev han ulykken indgående. Masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig som en uhyrlig sky over bjergets top, måske 15-20 km høj. Dernæst væltede det ned ad bjergsiderne med først massive mængder af pimpsten - giftige svovlgasser - enorme mængder af aske og endelig lava. Heftige jordskælv rystede byen under udbruddet, og mange bygninger styrtede sammen. Den romerske garnisons øverstbefalende, admiralen Plinius den Ældre, søgte at komme indbyggerne til hjælp, men døde selv af giftige gasser på stranden ved det nærliggende Stabiae.
Ironisk var det, at han - en af områdets mest lærde og naturvidenskabeligt velfunderede mænd - døde under udforskningen af et af naturens underværker. Da udbruddet var ovre, var Pompeji aldeles forandret. Byen var begravet under et 4-5 meter tykt pimpsten- og askelag. En del af de ulykkelige indbyggere, der ikke nåede at flygte, blev bevaret for eftertiden på en særegen måde. Blandingen af pimpsten, aske og vand dannede en slags skal om de døde, der således for evigt blev foreviget i deres dødsøjeblik. Byerne Pompeji, Stabiae og Herculaneum var de største, kendte byer der blev begravet ved udbruddet d. 24. august år 79 e. Kr. Herculaneum blev ikke ramt af lava men blev begravet i asken fra udbruddet, og derfor blev byen ikke ødelagt.
I 1700-tallet blev Pompeji genopdaget, og i 1861 begyndte en systematisk udgravning af byen. Det specielle ved udgravningen af Pompeji er de mange afstøbninger af de døde. Derudover var der også meget nøjagtige afstøbninger af bygningerne, som nu har dannet grundlag for nutidens viden om datidens byggestil. Byen blev begravet i aske, der lavede en cementkapsel udenom dem, og det er derfor det er så velbevaret. Omkring 10 % eller cirka 2000 mennesker anslås at have mistet livet ved udbruddet (i 1631 mistede 3000 mennesker livet ved et udbrud.) Byen dækker et område på cirka 66 hektarer, og heraf er cirka 45 hektarer udgravet i dag.
