"Stedsans in the Woods" ligger nu midt inde i skoven i Halland, klar til at tage imod gæster, og beliggenheden er ikke tilfældig. De har ledt længe efter det rigtige sted, og stedet har indvirket på både mad, indretning og service. De to danskere kommer fra en kendt og populær restaurant på en rooftop-terrasse i København og er altså nu flyttet til en helt anderledes matrikel med vild natur, skovsø og masser af naturlige kilder til mad lige udenfor døren.
LÆS OGSÅ: Svensk natur reducerer stress
Det kendte danske par, Mette Helbæk og Flemming Hansen, er ildsjælene bag:
"Vi har søgt efter det helt rigtige sted at etablere restaurant i flere år. Vores ønske var at finde et stykke gammel skov med sjæl og med en sø, som vi kunne bygge ved bredden af. Vi kørte det sydlige Sverige tyndt for at finde et sted, som kunne give vores gæster en helt særlig fornemmelse af forbundethed med naturen, som omgiver dem, både mens de spiser, men også når de efter middagen overnatter her", siger Mette Helbæk, chef og founder.
Det gastronomiske univers viser sig som en direkte forlængelse af omgivelserne, de vilde planter, svampene og bærbuskene i skoven, og det arbejde folkene bag ydermere har lagt i deres enorme køkkenhave. De sidste mange år har konceptet, som ikke er nyt, primært fokuseret på planteriget, og det vil de driftige folk fortsætte med også på den svenske side. I Halland har de tilmed den luksus at have friske fisk direkte fra søen og vildt fra skoven at arbejde med, hvilket de tager den fulde konsekvens af. Rækken af bittesmå mikro-sæsoner vil få plads på tallerkenerne, hvor menuen ikke bestemmes endeligt, før få timer inden gæsterne gør deres entré.
Mette Helbæk og Flemming Hansen har drevet restauranter i Danmark i 15 år og har undervejs opbygget et godt netværk af gæster, som kan lide deres værdier og det, de fokuserer på. Der er desuden en god andel af læsere af Mettes kogebøger blandt deres gæster.
LÆS OGSÅ: Blødkogt æg
Også bag vinkælderen ligger der mange overvejelser til grund. For rent faktisk er deres primære drikkevarefokus på de alkoholfrie alternativer. De sammensætter til hver menu et udvalg af safter, infusioner og fermenterede drikke, som primært gøres på urter fra skoven og fra deres egen plantemedicinhave. Vinene får de fra dygtige producenter i Norden og det øvrige Europa, som deler idéen om at vise, hvad naturen kan så rent som muligt.
Overnatning på stedet
Mette Helbæk og Flemming Hansen mener, at en væsentlig del af den gode middagsoplevelse består i, at man også kan overnatte tæt på tallerken og vinglas. Derfor har de opstillet beduintelte i skoven og ved bredden af søen, hvor man kan få sin skønhedssøvn. Beduinteltene er simpelt indrettet og uden elektricitet men med fokus på næring til sjælen, som de siger.