De seneste statistikker viser, at når det kommer til økologi, så er vi faktisk blevet bedre til rent faktisk også at købe økologisk, når vi siger, at vi gør det. Danmark er kåret til det land i verden, hvor befolkningen køber mest økologisk.
Dette viser, hvordan der er sket en holdningsændring i samfundet over imod en mere bæredygtig tilgang til forbrug, og det understøttes af, at det vokser frem med initiativer, der mindsker madspild eller får os til at dele mere og forbruge mindre.
Økonomis krise ændrede os
Gennem 00'erne og op indtil den økonomiske krise i 2009, havde vi en forbrugsfest uden lige – vi var hurtige til at reagere på opfordringer, såsom "lån penge", hvilket satte os i stand til at købe forbrugsvarer på afbetaling og lidt for dyre huse. Da krisen ramte, blev det hele anderledes. Folk mistede deres job, ledigheden steg, værdien af fast ejendom faldt, og mange endte i bundløs gæld.
Først indenfor de sidste par år, er vi langsomt kommet på fode igen efter krisen, og forbruget er nu atter vendt tilbage til samme niveau som før. Julehandlen har i de to første uger af december allerede slået rekord sammenlignet med sidste år, og den amerikanske tradition, Black Friday, har været den største enkeltstående handelsdag nogensinde, med en omsætning på over to milliarder kroner.
Men det er et mere kontrolleret og bevidst forbrug denne gang. Det er blevet moderne at have styr på sin privatøkonomi, hvilket blandt andet ses i efterspørgslen efter private økonomiske rådgivere. Det er også blevet moderne at signalere mådeholdenhed – vi ser ikke at folk flasher dyre designertasker og smykker, i samme grad som tidligere. Nu vælger folk i stedet for at bruge penge på oplevelser, på kvalitetsvarer som mad og tøj, der er produceret etisk forsvarligt samt økologi der gør noget godt for miljøet, dyrene og os alle sammen. Vi værner om familien og de familiære traditioner. Det er blevet in at have overskud til nærvær med vores børn og venner, og det ses blandt andet igennem det øgede fokus, der er på kvalitetsmad og de madvarer, vi kommer i køleskabet. De viser noget om, at vi tager stilling, og at vi er uselviske.
Sociale medier og iscenesættelse
Selvom det ikke er tilfældet for alle, så indgår vores forbrug i iscenesættelsen af os selv. Den person vi gerne vil være i andres øjne. Det er især tydeligt igennem de sociale medier, hvor vi udstiller os selv og vores liv igennem billeder. Som sagt siger billeder mere end 1000 ord, så det er en effektiv måde at fortælle en redigeret historie om sig selv, og den person man gerne vil være.
På de sociale medier er mad et udgangspunkt for meget selviscenesættelse. Her er begrebet Foodporn blevet opfundet, som betegnelsen for trenden med at lægge billeder af lækker mad, på de sociale medier. Hyppige billeder af god og veltilberedt mad viser noget om, at du er en person, der tager dig tid til at gøre noget godt for dig selv, din familie og din krop. Du er i balance, og du er stået af ræset, hvor det kun handler om karriere og penge.
I stedet for har du fundet dig til rette i dit liv og ønsker en bedre verden, som du prøver at påvirke ved at købe økologisk og lokalt. Det forholder sig ligeledes i forhold til køb af andre forbrugsvarer, som tøj til vores børn, som for eksempel brands, der inkorporerer økologiske materialer i produktionen af deres tøj. Møbler, der produceres lokalt, som fx Montana. Biler, der er bæredygtige, som f.eks. elbilen Tesla, og andet i den dur. Det bidrager alt sammen til at fortælle noget om dig og dine værdier.