Flemming Risegaard vandt faktisk også prisen i 2014, så med i år er det syvende gang hæderen lander hos ham.
– Det er dejligt, at I bedst kan lide mine gulerødder, men det vigtigste er, at vi får udbredt budskabet om, at vi her på Lammefjorden dyrker verdens bedste grønsager, sagde Flemming Risegaard til publikum på Faarevejle Fri- og Efterskole, der gav flest stemmer til hans gulerødder.
Søde gulerødder
Gulerødderne bliver vurderet ud fra udseende, sprødhed og sødme, og kåringen arrangeres af Lammefjordens Grøntsagslaug hvert år siden 1996, hvor EU's kvalitetsstempel BGB, Beskyttet Geografisk Betegnelse, kom hjem.
I alt dyrker Flemming Risegaard hele 20 hektar med gulerødder, hvor der årligt produceres cirka 1.200 ton. Samlet dyrkes der i Lammefjordens Grøntsagslaug 300 hektar, hvilket svar til 25 procent af den danske produktion af gulerødder.
Gulerødder og kartofler
De gule rødder hives op i disse uger, hvorefter de kommer på kølelager. Det samme gælder i øvrigt den anden store afgrøde - Lammefjordskartoflerne. Kartoflerne har nu også opnået BGB-betegnelsen af EU.
Grøntsagerne fra Lammefjorden er i år med til at støtte Kræftens Bekæmpelses kampagne, Støt Brysterne.
Det er første gang i Støt Brysternes 12-årige historie, at grønsagsproducenter er med som partnere. For hver eneste solgt pose grønt går 50 øre til kampagnen Støt Brysterne.
Lammefjorden
I alt er 5000 hektar af Lammefjorden inddæmmet. Tørlægningen begyndte i 1873. Audebodæmningen blev lukket året efter, og i 1938 blev den sidste rest af en sø midt på den gamle fjordbund tørlagt.
De helt specielle jordbundsforhold gør Lammefjorden meget velegnet til at dyrke rodfrugter som blandt andre gulerødder og kartofler.