The BigBand har sammen med 4 københavnske kulturhuse indgået aftale om at levere swingende bigbandjazz en mandag i hver måned i de fire kulturhuse på skift.
Konceptet er enkelt og indeholder følgende elementer:
1) Et usandsynligt velspillende bigband (The BigBand)
2) Fire kulturhuse (Valby Kulturhus, Kulturstationen Vanløse, K.I.B. og Krudttønden)
3) X antal gæstesolister (herunder bl.a. Bobo Moreno, Mads Mathias, Katrine Madsen, Veronica Mortensen, Marie Carmen Koppel) som synger 2-3 numre
4) Et interessant jazz-repertoire, som indeholder såvel klassikere som musik komponeret specielt til The BigBand
The BigBand er et orkester, der er ved at markere sig solidt på den københavnske scene, hvilket blandt andet skyldes en yderst stærk besætning.
Musikere som trompetisten Henrik Bolberg, basunisten Lis Wessberg, saxofonisterne Jesper Løvdal og Nicolai Schultz og trommeslageren Jonas Johansen signalerer ensemble- og jazzkunst på højt niveau, og dertil er det interessant, at orkestret, der ledes af komponisten og arrangøren Mads Pagsberg, også har en fast tilknyttet en vokalkvartet, kaldet The Vocals.
Denne aften er noget ganske særligt, for The BigBand får besøg af den alsidige jazzsangerinde Miriam Mandipira, som med sin varme, karakteristiske og kraftfulde vokal vil forføre alle.