Bogen tager sit afsæt i personernes trang til at udfordre sig selv og opsøge nye eventyr. Det er et skandinavisk generationsportræt, hvis hovedpersoner bliver ældre fra historie til historie, og i takt med den stigende alder bliver de mere reflekterende og eftertænksomme.
Historierne finder sted i Danmark, Norge, Sverige, Alperne, Canada og USA. I hver historie tager hovedpersonerne på en rejse, både ren bogstaveligt, men også i mental forstand, som sætter dybe spor. Det er en medrivende inspirationsbog, hvis historier er fortalt med en indsigt og refleksion, der sætter gang i tankevirksomheden hos læseren.
Om forfatteren
Forfatteren Steffen Kjær er journalist, foredragsholder og erfaren bjergbestiger, og han har med "Vildmarken" begået sin skønlitterære debut. Han har allerede en række bogudgivelser bag sig af faglitterær karakter, blandt andre "Matterhorn - Verdens farligste bjerg", der er oversat og udkommet i England, Tyskland og USA. Dertil har han skrevet serier af portrætter, reportager, baggrundshistorier og artikler til Dagbladet Børsen, Politiken, Jyllandsposten og diverse blade og magasiner. Med sin journalistiske baggrund skriver han med stor forståelse for sammenspillet mellem mennesker og tankesættets kompleksitet.
Steffen Kjær har de sidste ti år skrevet og fortalt om menneskers oplevelser i naturen, holdt foredrag og deltaget i tv- og radioudsendelser som formidler og debattør. Derudover er han aktivt medlem af Dansk Bjergklub. Bogen udkommer hos Turbine den 5. april 2013.