Det er Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og ernæringsfysiolog og klinisk diætist Lone Viggers, der står bag den utraditionelle madbog.
Fokus i bogen er madens betydning for de børn og unge, der dyrker idræt og sport i mere end to timer dagligt. Bogen er derfor også et redskab for de forældre, der står med et barn eller en ung, der skal have den rigtige velsmagende mad, der samtidig dækker behovet hos talenterne, som jo også befinder sig midt i voksealderen.
Unge sportsfolk og mad
Den rigtige kost er meget vigtig, da den har stor betydning for evnen til at præstere.
- Jeg håber, at mange talenter og eliteatleter vil lade sig inspirere af og bruge bogen. At gøre viden til praksis er nemlig en helt afgørende ingrediens i succes, siger Michael Andersen, Direktør i Team Danmark.
Dermed kommer "Opskriften på sejr" også til at udfylde et tomrum for den type bøger, der hidtil ikke har været så veldokumenterede.
- Mange unge idrætsfolk har i deres ene hånd et træningsprogram, som de følger minutiøst. Med bogen får de samme idrætsfolk et værktøj til at spise og drikke rigtigt og på den måde få det optimale ud af deres træning, siger Karl Chr. Koch, Direktør i Danmarks Idrætsforbund.
"Opskriften på sejr" indeholder en masse gode råd om mad før, under og efter træning. Der er gode opskrifter på morgenmad, mellemmåltider, restitutionsmåltider, frokost, madpakker og aftensmad.
Da målgruppen er børn, unge og deres forældre, er der taget afsæt i populære retter som pizza og pastaretter, sandwich, toast og burgere.
Sport og planlægning
Forfatteren har taget udgangspunkt i de store udfordringer, der er med kosten til sportsaktive børn og unge.
- Alene det at planlægge maden til de mange timer, hvor de unge mennesker er væk hjemmefra er en kæmpe udfordring. Forestil dig, at du er 15 år og spiller fodbold på eliteniveau. Med to træningspas på en dag, 7 timer i skolen, og altså mindst 10 timer ude i verden, er det noget af en madpakke, der skal i tasken klokken 06.30 – hver morgen, fortæller Lone Viggers.
Den slags kræver en stringent planlægning, da det heller ikke er uden betydning, hvornår talenterne indtager deres måltider.
"Opskriften på sejr" udkom den 25. august på forlaget Viggers.