I Danmark benytter vi udelukkende grundvandet som vandkilde til tøjvask, toiletskyl, havevanding og bilvask samt til at slukke tørsten og i madlavningen.
Derfor skal regnvandet genbruges
Selvom regnvandet ikke er sundt at indtage eller bade i, kan det resterende vandforbrug, hentet fra grundvandet, snildt blive erstattet med regnvand – og endda med fordelagtig virkning på økonomien og miljøet.
Ved at benytte regnvandet til disse formål vil du komme til at gavne fem overordnede områder:
Din økonomi: Udnytter du regnvandet, vil du kunne mærke markante besparelser på din vandregning. Som et eksempel, vil en familie på fire kunne spare omkring 60.000 liter vand om året, hvis regnvandet bliver benyttet til toiletskyl og tøjvask. Du vil således reducere dine vandudgifter betydeligt.
Fremtidens drikkevand: Postevand i de større byer kan i fremtiden blive en mangelvare. Dette problem kan til dels skyldes et større og større forbrug af postevand, grundet en øget befolkningstæthed, samt skyldes den ringe nedsivning af regnvand i de større byer. Genbruger du således regnvandet, er du med til at minimere forbruget, hvilket samtidigt øger grundvandet.
Miljøet: Genbrug af regnvand er, i sig selv, en bæredygtig løsning, da det gavner miljøet og de fremtidige generationer. Men ved at opsamle regnvandet og genbruge det til tøjvask, toiletskylning og lignende, reducerer du også CO2-udslippet, da regnvandet ikke skal pumpes op og igennem rensningsprocessen, så det kan drikkes. Det er selvsagt unødvendigt at rense vandet til drikkevandskvalitet, hvis det blot skal skylles ud i toilettet.
Kalkaflejring: Da regnvand ikke indeholder kalk, modsat grundvandet, vil regnvandet være særdeles fordelagtig at bruge til tøjvask, da det således er skånsomt overfor dit tøj og din vaskemaskine. Du undgår derfor at forkalke rør og afløb samtidigt med at fastholde tøjets blødhed og farve.
Kloakoversvømmelser: Grundet langvarige og intense skybrud de senere år, har kloakkerne haft svært ved at lede alt vandet bort i den nødvendige hast.
Dette har således forårsaget oversvømmelser rundt omkring i landets boligkvarterer og kældre. Men ved at opsamle regn- og spildevandet i haven er du med til at aflaste kloakkerne, hvilket kan reducere faren for oversvømmelser.
Som en aktiv indsats i hjemmet, kan du for eksempel anskaffe dig en pumpebrønd, som sørger for at fordele spildevandet ud til kloaksystemet, og samtidigt sikrer, at spildevand fra en offentlig kloak ikke løber tilbage til dit kloaksystem.
Sådan opsamler du regnvandet:
Der er flere forskellige måder, hvorpå du kan komme i gang med at opsamle regn- og spildevandet i din have. Vi har her samlet en lille oversigt over mulige opsamlingsmuligheder.
Regnvandstønde: Den mest anvendte og almindelige metode er regnvandstønden, som tilsluttes et nedløbsrør, så tagvandet kan rende igennem nedløbsrøret og over i tønden. Denne løsning er let at montere, men kan kun opsamle en lille andel af alt det vand, der render ned fra taget. Dog er den velegnet til dig, der blot ønsker at benytte regnvandet i mindre omfang til for eksempel havevanding og bilvask.
Regnvandstønden er let at anskaffe, da den fås i de fleste byggemarkeder.
Regnvandstank/-anlæg: Hvis du ønsker at få det fulde udbytte af regn- og spildevandet, er et regnvandsanlæg løsningen til dig. Sådan et anlæg graves ned i jorden, hvilket sikrer, at du opsamler nok regnvand til både tøjvask og toiletskylning.
Du kan anskaffe dig separate regnvandstanke til både hus og have, der henholdsvis kan rumme alt fra 1500-7500 liter vand. Priserne rangerer fra cirka 7.000-38.000 kroner (set på oldebjerg.dk) alt efter tankens størrelse. Du kan således finde den størrelse, der passer bedst til dit behov og hjem.
Hvis du vil anvende det opsamlede regnvand fra tanken til tøjvask og toiletskylning, er det nødvendigt at tilføje visse elementer til din regnvandstankinstallation. Disse elementer inkluderer pumpe, kurvefilter, teleskopdæksel, bundventil og forhøjer.
Alle delene kan fås separat, men du kan ligeledes vælge at anskaffe dig komplette regnvandsanlæg, der indeholder alt udstyr. Det fleste VA leverandører tilbyder hele pakkeløsninger, der giver dig et fuldendt regnvandsanlæg. Du kan finde hele regnvandsanlæg fra omkring 25.000-46.000 kroner afhængig af størrelsen på tanken i pakkeløsningen.
Priserne er fundet på oldebjerg.dk.
Regler for anvendelse af regnvandsanlæg
Bor du i et eksisterende familiehus, behøver du ikke at søge om tilladelse fra myndighederne, hvis du ønsker at installere et regnvandsanlæg. Er du derimod bosat i et nyopført hus eller en etageejendom, skal du have tilladelse fra kommunen, før du går i gang med at installere dit regnvandsanlæg.
Derudover skal regnvandsanlægget monteres af en autoriseret VVS-installatør, da dit vandforsyningsselskab kan opkræve en anmeldelse af installationen.
Som et sidste forbehold bør du kontakte din kommune, før du etablere et regnvandsanlæg, da der kan være specifikke krav fra din kommune.
Din kommune kan eksempelvis kræve, at der bliver monteret måler på rørene eller opkræve vandafledningsafgift på vandet fra tanken. Dette skyldes, at det opsamlede regn- og spildevand belaster rensningsanlæg og kloak ligesom alt andet brugsvand. Nogle kommuner kan dog også tildele tilskud til installationen af et regnvandsanlæg.
... og så til sidst
Hvis du vil gå skridtet videre med dine regn-og spildevandsløsninger, findes der diverse udstyr til spildevandsrensning, oversvømningsforebyggelse og meget mere, som kan være med til at skåne miljøet og din pengepung. Og så er der ellers blot tilbage at sige: God fornøjelse med din regnvandsinstallation!
Der er ingen grund til at lade regnvandet sive ud i græsset, når du kan drage betydelig nytte af det. Man kan vel fristes til at sige, at det regner med penge – og hvem vil ikke sætte massevis af tønder og tanke ud i haven, hvis der faldt mønter ned fra himlen?