Det er især kysten i Halland ud mod Kattegat, som virker tillokkende på danske surfere. Ved den vestvendte Kattegatkyst er der masser af vind i efterårsmånederne, og det er noget de danske surfere kan lide.
- I højsæsonen, som er sensommer og efterår, ser vi flere og flere danskere, som tager til Halmstad og Varberg for at surfe. Mange hygger sig også med den nyere disciplin SUP - Stand Up Paddleboard, fortæller Kalle Svensson fra surf-virksomheden Kitekalle
Andre gode aktiviteter i Sverige
Hallands smukke kyst
Der sker i disse år en markant stigning i antallet af danske gæster, og det er frem for alt de åbne, smukke strande, de store flader og den frie vind, der trækker.
Surferne kan godt lide Hallands kyst, hvor der er gode vindforhold og sjældent stærk strøm. Varberg, primært Apelviken og Läjet har ofte store bølger og masser af vind.
For nybegyndere, der ønsker at prøve kitesurfing, er Björkäng syd for Varberg det bedste sted. Og vil man prøve windsurfing for første gang, skal man prøve en tur til det nordlige næs.
Ny vandsportsgren
SUP – Stand Up Paddleboard er en af verdens hurtigst voksende vandsportsgrene, fordi den er ny, sjov og nogenlunde nem at gå til.
Alle kan lære at "suppe", mænd som kvinder, ældre som yngre, tykke som tynde.
- SUP-surfing stammer oprindeligt fra Hawaii og går i al sin enkelthed ud på at stå på et stort surfboard og padle sig frem med en pagaj. Det har hurtigt vundet indpas blandt surfere, forklarer Kalle Svensson.
Skærgården nord for Varberg
Skærgården nord for Varberg benyttes af mange til at sejle SUP, da det er et smukt område, som er lidt vejrbeskyttet med roligere vand.
Men også Halmstad har gode betingelser for surfing, og der er tilstrækkeligt med plads selv på gode dage.
De danske surfere kommer blandt andet til Vilshärad og Ringenäs, når vejrmeldingerne er gode.
Surfing for hele familien
Foruden danskerne har også svenskere, nordmænd og tyskere de senere år fundet frem til strandene i Halland, og det er hele familien, der surfer.
- En ny tendens er endvidere det såkaldte "foil surfing", hvor man med en slags mast under boardet næsten kan flyve i luften i stedet for at sejle på vandet.
Foil surfing kræver ikke store bølger og dermed ikke så meget energi.