Allerede efter få uger med Pokémon Go spillet kom der mediefokus på ulykker, der var forårsaget under spillet.
Spillere gik ud foran biler, ind i lygtepæle og kørte galt, mens de kørte og spillede på samme tid.
Uopmærksomhed og skader
- Hovedparten af de ulykker, der har været nævnt i forbindelse med Pokémon Go, har relateret sig til manglende opmærksomhed. Når det gælder erstatning for en skade, er det dog mindre vigtigt, hvad der er skyld i den manglende opmærksomhed, siger advokat Berit Møller Lenschow fra Erstatningsgruppen, der er en del af Advodan.
Falder man over en parkeret cykel eller går ind i en lygtepæl eller et tøjstativ, fordi man er optaget af spillet og uopmærksom, så vil man derfor som regel få sin erstatning.
- Det gælder dog ikke, hvis det skønnes, at du har handlet groft uagtsomt, men her vil det normalt ikke være tilstrækkeligt, at du har haft opmærksomheden rettet mod din telefon, forklarer Berit Møller Lenschow.
Skade på andre
Men man kan også komme til at forvolde skade på andre, mens man er uopmærksom. Eksempelvis kunne man forestille sig, at en spiller i den vilde jagt på en Pokémon støder sammen med en anden og modparten så smadrer hovedet ned i fortovet.
- I en sådan situation vil det være din ansvarsforsikring, der dækker skaden. Din ansvarsforsikring kan dog vælge at sende regningen videre til dig, hvis de skønner, du har handlet groft uagtsomt. Der skal dog en del til, før betegnelsen groft uagtsomhed kommer i spil, så hvis du har en ansvarsforsikring, vil du sjældent ende med regningen, siger advokaten.
Men har man ikke tegnet en ansvarsforsikring, så er man ikke godt stillet. Den person, det er gået ud over, vil kunne rette kravet mod skadevolderen direkte, hvis blot man har opført sig lidt uansvarligt eller ikke tænkt sig om.
Pokémon og bilkørsel
Spiludviklerne af Pokémon Go spillet er klar over, at de to ting ikke duer sammen. Derfor popper der da også en advarsel op, hvis spillet er åbent, mens man kører i bil.
Advarslen fortæller, at man kører for hurtigt, og man skal bekræfte, at man kun er passager i bilen.
- Selvom du næppe kan være uenig i, at det hverken er klogt eller fornuftigt, hvis du, som fører af bilen, spiller Pokémon Go under kørslen, er det alligevel ikke sikkert, at dit forsikringsselskab vil kræve, at du selv skal betale regningen for den skade, du har forvoldt. Man vil nemlig næppe betegne en sådan adfærd for groft uagtsomt, mener Berit Møller Lenschow.
Uagtsomhed og samvittighed
Sagt på en anden måde, så kan man måske være heldig at slippe uden økonomiske skrammer, selvom man har skadet andre eller deres biler, men tendensen på området er dog, at den går i retning af strengeres bedømmelse i forhold til uagtsomhed.
- Noget helt andet er, at det jo aldrig kan være rart at skulle leve med viden om, at man har forvoldt skade på et andet menneske i jagten på en pokémon. Derfor råder jeg til, at man husker sin sunde fornuft, når man spiller Pokémon Go, siger Berit Møller Lenschow.