Hele 20 procent af os overvejer krydstogt de kommende år, viser en ny undersøgelse fra Apollo.
Krydstogter findes både i sommer- og vinterudgaver og såvel europæiske som oversøiske sejlruter hitter hos danskerne.
- Vi har i en årrække haft krydstogter på programmet, men nu har danskerne i sandhed fået appetit på krydstogter som en glimrende ferieform for børnefamilier og par uden børn, fordi det er bekvemt, prisvenligt og rigt på oplevelser, siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef i Apollo.
På en uge kan man nå at se 3-5 forskellige lande og endnu flere byer. Apollo ligger på nuværende tidspunkt 25 % foran sidste års krydstogtssalg.
Apollo har lanceret et nyt krydstogtstilbud, som udgår fra Den Dominikanske Republik og inkluderer en række af Caribiens flotteste øer som Martinique, Guadaloupe, St. Maarten og Antigua. Der sejles med Costa Magica, og turen på havet kan kombineres med badeferie på Den Dominikanske Republik. Costa Magica er et luksusskib med en lang række faciliteter, og det er blandt andet kendt for en imponerende kunstsamling, som tæller mere end 5.500 kunstværker.
I knapt så fjerne farvande er det to nye krydstogter, der stævner ud fra De Kanariske Øer, som er populære. Det ene af dem lægger til kaj i Agadir og Casablanca i Marokko, ligesom det også runder Tenerife. Det andet stævner ligeledes ud fra Gran Canaria og aflægger visit på den lille, mindre kendte kanariske ø, La Gomera, Tenerife og blomsterøen Madeira.
Apollos krydstogter kan nås med fly fra både Billund og Kastrup.