Ny undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at hver tredje dansker kun i 'nogen' eller i 'mindre grad' er tilfreds med sit parforhold. I følge parterapeut og ekspert i stresshåndtering Christiane Meulengracht kan man næsten kalde undersøgelsen for en bombe under trivselsniveauet på de danske arbejdspladser. Mistrivsel i parforholdet er nemlig drænende for den mentale energi, som er styrende for ens overskud og trivsel på jobbet, samt ens præstationsniveau.
LÆS OGSÅ: Sådan undgår du, at press stresser dig
"Fra hjerneforskningen ved vi, at vores emotionelle energiniveau påvirker vores evne til at mentalisere, dvs. vores evne til at tænke klart og føle klart, at koncentrere os, se sammenhænge men også til at rumme andre mennesker. Alle er det egenskaber, vi har brug for, hvis vi skal trives på arbejdspladsen."
Tegn som får alarmklokkerne til at ringe
Parforholdets emotionelle ustabilitet, som kan lede til arbejdsstress, kan antage mange forskellige former – nogle ting får dog særligt alarmklokkerne til at ringe.
"Der er nogle ret håndgribelige signaler. Når du opdager, at du ikke glæder dig til at komme hjem til din partner og børn efter en lang arbejdsdag, eller når du oplever tiltagende diskussioner og skænderier. Samtidig kan det dræne de følelsesmæssige energier, når vi holder ting tilbage fra vores partner blot for at undgå den dårlige stemning, eller når vi i længere perioder ikke er intime og nærværende sammen, fordi alt går op i logistik, madpakker, fritidsaktiviteter og legeaftaler. Mange får også oplevelsen af at have mistet kontakten til sig selv i parforholdet og af at føle sig utilstrækkelig," udtaler Christiane Meulengracht.
Fem råd til at håndtere den manglende energi i forholdet
Christiane Meulengracht giver her fem råd, som gør det muligt at højne den emotionelle energi, så man både skaber mere trivsel i parforholdet og på jobbet:
1. Tag ansvar
Tag ejerskab for dine egne følelser og adfærd. Man er to i et parforhold, så når der opstår gnidninger eller konflikter, er det ikke din partner, som er modstanderen, men derimod konflikten mellem jer. Det er vigtigt, at du får mærket efter og fortalt din partner, hvad der virkelig betyder noget for dig, og at du samtidig på en ikke-dømmende facon får lyttet til din partners ønsker og drømme. Giv dig selv små afbræk i hverdagen til at mærke efter, hvordan du har det i parforholdet.
2. Snak med hinanden
Det er vigtigt, at I som par løbende får talt med hinanden. Sørg derfor for at afsætte faste tidspunkter på fx en halv time, hvor du og din partner bruger tid på at tale med hinanden om de ønsker og drømme, I har sammen. Den løbende forventningsafstemning er meget vigtig, fordi alle mennesker udvikler sig hver dag, og det påvirker selvsagt parforholdet.
3. Tag de små udfordringer, før de bliver store
I det øjeblik du oplever, at noget ikke føles rigtigt, så tag det op med din partner med udgangspunkt i hvad du føler. Husk på, at det er meget nemmere at håndtere små problemer end store problemer og at jo længere tid, der går, jo sværere bliver det at genfinde gnisten.
4. Læg telefonerne væk!
Mobiltelefoner og tablets fjerner både intimitet og nærvær. Prøv at holde telefonerne helt væk, når I er sammen og fortæl din partner, hvad du føler, når telefonen efter din mening fylder for meget.
5. Brug pyt-knappen flittigt
Det er fristende at måle os selv ud fra, hvordan andre viser deres liv på de sociale medier, men også i måden vi taler og måler os med hinanden i hverdagen, hvor vi gerne vil signalere, at vi har styr på det hele. I det lange løb er det vores nære relationer, der skaber mening i vores liv. Giv plads til hvem I er som mennesker og lad dig selv være sårbar og ganske uperfekt. Vær flittig på pyt-knappen.
LÆS OGSÅ: Fødselsdagssang