Hvad man betaler for en forretningsrejse i dag, kan man ikke forvente at betale for en forretningsrejse i 2019. Den seneste prognose fra det internationale erhversrejsebureau BCD Travel viser nemlig, at prisen for forretningsrejser er på vej op. Hotelpriser på verdensplan vil stige med 1 – 3 % i 2019, og flyrejserne vil stige med 1 – 2 % på de fleste markeder. Dette skyldes, at væksten i efterspørgslen overstiger hoteludbuddet de fleste steder.
LÆS OGSÅ: Pisst....svenske pistenyheder
"Både priser på fly og hoteller verden over ser i følge prognosen ud til at stige og også stige mere end tidligere forudsagt. Olieprisen er på vej op, men herudover oplever vi simpelthen en generelt bedre verdensøkonomi, som øger efterspørgslen på flyrejser. Flere og flere virksomheder vil udnytte de gode konjunkturer ude omkring i verden og øge deres samlede rejseomfang", siger Thomas Friis Rasmussen, Director Client Management Nordic, BCD Travel.
Den procentvise stigning er styret efter, hvilken region man befinder sig i. Selvom den globale stigning anslåes til at blive 1-3% på verdensplan på hotelpriser, forventer BCD dog et meget større udsving på landeniveau. I Indien forventes eksempelvis en stigning på 6 % til 8 %. Til gengæld forventes der lavere satser på de afrikanske markeder - især i Etiopien og Marokko. På amerikanske markeder oplever man generelt flere og flere hotelbookninger – især i de større byer – som følge af at den amerikanske økonomi er blevet stærkere. Rejsende kan derfor opleve problemer med at finde noget ledigt mange steder.
"Set i lyset af denne udvikling er det interessant for virksomheder med store erhvervsrejsebudgetter, at flyselskaber og hoteller fortsætter med at udvikle deres dynamiske prissætning. Det resulterer oftest i, at gennemsigtighed i forhold til, hvad der er billigst hvornår, bliver langt sværere at overskue, med mindre man arbejder tæt sammen med aktører, der kan gennemskue og give dette overblik, f.eks. et erhvervsrejsebureau. Ved hjælp af et konsolideret rejseprogram kan vi nemmere identificere, hvor der er begyndende ´problemer´ og hjælpe virksomheden med enten at arbejde med intern adfærd (advance booking etc.) eller qua statistik at genforhandle aftaler med luftfartsselskaber, hoteller og biludlejningsselskaber", siger Thomas Friis Rasmussen.
Globalt forventes de gennemsnitlige flybilletpriser for regionale og interkontinentale ruter på både business og economy class at stige med 1 % i 2019. Regionalt vil de gennemsnitlige billetpriser variere mellem -2 og +3 %, hvor det største fald i economy class-priserne vil være i Latinamerika, og de største stigninger i business class-priser vil være i det sydvestlige Stillehavsområde. I Latinamerika vil øget konkurrence være ansvarlig for de nedadgående priser, mens det i det sydvestlige Stillehav vil være stillestående kapacitet og stigende efterspørgsel, som løfter de regionale flypriser.