Den tidligere østtyske landsby, Schmilka, finder man midt i nationalparken Sächsische Schweiz nær grænsen til Tjekkiet og direkte ved floden, Elben. Og mens alle har talt om bæredygtighed, har de på den egn for alvor gjort noget ved det. Gennem de seneste 20 år er landsbyen gået fra at være lidt død i sværen til en levende landsby med 160 senge til overnattende gæster. Manden bag visionen, Hitzer, har haft held og snilde til at omsætte en bæredygtig idé til en bæredygtig virkelighed.
"Tyskerne er på mange måder langt foran os i deres syn på holistisk sundhed og bæredygtighed. Deres alternative tilgang til sundhed har fx stolte og lange traditioner, og tyskerne går herudover meget op i certificeringsordninger inden for bæredygtighed og miljø og med en grundighed, der kun kendetegner dem. Sommeren 2020 var meget travl for Schmilka og efterspørgslen enorm, og også mange danskere viste landsbyen interesse", siger Bo Schou Lauridsen, turistchef i Tysk Turist Information.
Første Bio-Hotel i 2007
Det første certificerede økologiske hotel i Sachsen, Bio- & Nationalparkhotel Helvetia, der åbnede i 2007, blev et bæredygtigt flagskib for Schmilka. Hotellet, der er det første certificerede økologiske hotel i Sachsen, har et køkken, som kun serverer regionale økologiske produkter, og herudover benyttes 100 procent grøn elektricitet og vedvarende energi. Hotellet er samtidig et hyggeligt sted med en frodig have og grønne omgivelser.
Landsbyen har flere bæredygtige overnatningssteder, og i dag er der mere end 160 gæstesenge, der næsten alle fokuserer på bæredygtighed.
Manden bag den grønne vision
Sven Erik Hitzer hedder manden, der står bag landsbyens bæredygtige løft og samtidig ejer størstedelen af den. Sven Erik Hitzer kendte Schmilka fra da han selv var gæst i byen og besøgte regionen for at vandre og klatre. Han tog stedet og det omkringliggende landskab til sig. Da muligheden opstod, købte Hitzer den århundrede gamle landsbymølle i Schmilka. Med dette lagde han de første byggesten til den nye landsby. Siden da har Sven Hitzer pustet nyt liv i mange andre lokale virksomheder. For fem år siden blev der tilføjet et bageri, et bryggeri og en café, der er samlet under paraplymærket BIO Refugium grundlagt af Hitzer. På trods af beskedne 75 indbyggere og 69 huse har byen således i dag et bageri, der er åbent syv dage om ugen, to restauranter, to caféer og et bryggeri.
Bagekunst som for 300 år siden
Den historiske vandmølle fra 1665 er den ældste bevarede bygning i Schmilka. Tilknyttet møllen er Schmilkas bageri, hvor der bages som for 300 år siden. Gæster inviteres her til at følge, hvordan lækkert bagværk skabes fra bunden. Den historiske træovn i bageriet fungerer i bedste velgående, hvilket giver bagningen smag og autencitet. Der bages simpelthen som for 300 år siden. Uanset om det er i bageriet, i caféen eller i restauranten i Schmilka, er alle produkter, der sælges, økologisk certificerede. Ingredienserne kommer hovedsageligt fra regionen, og nogle dyrkes endda i landsbyen.
Renovering med omtanke
Da Sven Erik Hitzer kom til Schmilka første gang efter sine tidligere vandringsrejser i området, stod mange huse tomme. Nogle var forladt efter oversvømmelser, andre blot forladt til forfald, og man skulle nok have været meget visionær for at kunne se mulighederne og attraktive investeringsobjekter. Visionær var Sven Erik Hitzer. Han købte dem og renoverede ud fra et bæredygtighedssynspunkt - fri for elektrosmog, senge uden metal, maling uden formaldehyd, træ uden gift etc.
Prøv også: Secret Hitler køb
Schmilka nås nemt med tog
Som mange steder i det Sächsische Schweiz kommer man nemt til Schmilka med tog. Fra den anden side af Elben har man en smuk udsigt over de 69 huse, der bugter sig op ad bjerget på en lille vej fra bredden. En lille, historisk færge kaldet "Lena" fra 1927 sørger for den rolige, historiske transport over til landsbyen. Man behøver blot en spadseretur gennem de smalle gader for at blive kastet flere hundrede år tilbage i tid, og en idyllisk ølhave ved siden af møllens vandhjul er nok med til at demonstrere, hvorfor denne unikke og autentiske landsby i år blev tildelt titlen "Sachsens smukkeste landsby".
Schmilka en helårsdestination for naturelskere
Danskere, der er glade for at cykle og vandre, kan med fordel besøge Schmilka – ikke mindst i de varmere måneder. Landsbyen ligger direkte ned til Elben, og Schmilka er et oplagt udgangspunkt for cykelruten Elberadweg. Også på en af Tysklands smukkeste vandreruter, Malerweg, lægger man vejen forbi landsbyen.
Men destinationen er også attraktiv om vinteren. Lokalbefolkningen har altid været begejstret for de koldere måneder fra midten af november til midten af marts, hvor man kan nyde et boblebad eller en sauna efterfulgt af et isbad – eller omvendt. Her drikker man naturligvis også gløgg og ikke kun til jul. De daglige gøremål for gæster inkluderer også guidede vinterture ud i naturen, sundhedsritualer med naturlig helbredende praksis og massage samt workshops, kammermusik og filmaftener.