Af journalist Aage Krogsdam
Den store ø i Nordatlanten, Island, ligger kun 3 timers flyvning fra Danmark. Her bor 325.000 mennesker i en storslået men også barsk natur omgivet af vand, vulkaner, elve, vandfald, bjerge og is. Landets gennemsnitshøjde er kun 500 meter med det højeste bjerg Hvannadalshnúkur på 2.119 meter over havet. Over 11 procent af landet er dækket af gletsjere, og den største er Vatnajökul på cirka 13.000 kvadratkilometer. Den er samtidig den største gletsjer i Europa.
Reykjavik er både nyt og gammelt
Islands hovedstad med godt 180.000 indbyggere – mere end halvdelen af befolkningen - er et spændende bekendtskab. Byen er på en gang moderne, og samtidig findes der en række gamle små huse fra 1800-tallet, men ét har de alle til fælles. Nemlig den næsten gratis opvarmning med varmt vand fra de vulkanske aktiviteter i og omkring byen. Som et synligt bevis på den geotermiske energi, findes der mange svømme- og spabade i byen, hvor man kan få et dejligt varmt bad enten i almindeligt opvarmet vand eller i svovlbade, hvor vandet kommer direkte fra en gysier og siges at have én eller anden helbredende virkning på kroppen.
På den kulturelle front byder Reykjavik på den nyeste trend inden for teater og musik, ligesom mere traditionelle forestillinger inden for al slags scenekunst kan ses. En aften i byen kan man krydre med et besøg på en af de mange spændende restauranter, hvor fisk, lam og vildt er de tre mest populære retter på menukortet.
Guld Foss og Geysir
Godt en times kørsel øst for Reykjavik finder vi to naturfænomener i Nationalparken Thingvellir. Der er tale om det 32 meter høje vandfald, Guld Foss eller det gyldne vandfald, som det også kaldes. Vandet vælter sig ned af klipperne i to etaper. Lige i nærheden af vandfaldet ligger et stort geotermisk Geysir-område med varme kilder og Islands mest aktive gejser, Strokkur. Med regelmæssige udbrud hvert femte minut kastes en imponerende kaskade af vand op mod himlen. Rundt om i området er der huller med boblende ler og dampende underjordiske kilder. I Nationalparken finder vi stedet, hvor det islandske Alting, der er verdens ældste parlament, allerede i 900-tallet samledes for første gang.