Journalist: Aage Krogsdam. Fotos: Bravo Tours.
Klik, Klik - og endnu en af "de 5 store" er i kassen. De mange kameraers klik har siden 1977 været afløst af riffel-knallet i jagten på de 5 store i Kenya og en lang række af de andre store 'safarilande' i Øst- og Sydafrika. De 5 store er vandbøffel, elefant, næsehorn, leopard og løve. Det er de dyr, man anser for at være farligst for mennesker.
I Kenya, Tanzania, og Sydafrika, hvor fotosafari i stor stil er på programmet, og hvor de store nationalparker med de mange dyr ligger tæt på lufthavnene, har regeringerne i de sidste 50 år med skiftende held forsøgt at bevare bestandene af de vilde dyr og reducere tilbagegangen. Men det er kun lykkedes delvist trods en stor indsat mod krybskytteri og et delvist forbud mod storvildtjagt.
I Kenya, hvor befolkningen vokser voldsomt, er der hele tiden sammenstød mellem mennesker og dyr i de områder, hvor der bor mennesker i de 17 nationalparker. Efter en årrække med en god indsats mod krybskytteri og forbud mod jagt, er bestandene af mange af de vilde dyr steget igen.
Konflikt mellem dyr og mennesker
Det betyder, at dyrene spreder sig til - og ind i - landbrugsområderne, som kan lide under det. Det er især elefanterne, der hærger, og de vilde dyr er generelt en plage for befolkningerne. Da Kenya mangler god landbrugsjord, kan befolkningen ikke forstå, at dyrene skal være fredet. Især når der er jord at dyrke i mange af Kenyas 17 store nationalparker, hvoraf den største, Tsavo er på størrelse med Jylland.
Konflikten er ikke af ny dato
Filosofien bag Kenyas vildtforvaltning var at redde dyrene, vise dem for turisterne og dermed skaffe midler til drift af parkerne og til bekæmpelse af krybskytteriet. Men man glemte i den sammenhæng at se på dyrenes tarv generelt.
Elefanten og næsehornet blev dog stort set via denne filosofi reddet fra total udryddelse, og turisterne strømmede til. Samtidigt voksede den store bestand af hjorte, gazeller og antiloper, og disse byttedyrs voldsomme vækst førte til en voldsom stigning i antallet af rovdyr. I dag er bestanden af ovennævnte dyr så store, især i nationalparken Masai Mara (ca. 2000 km2) og andre nationalparker, at der ikke er mad nok til dyrene. Masai Mara grænser op til Tanzanias store Serengeti Nationalpark, hvor bestanden af fugle og pattedyr er verdens tætteste. Så tæt, at der er opstået epidemier især blandt løverne og andre rovdyr. Områdernes bæreevne er simpelthen overskredet, og nu dør dyrene af sygdomme.
Kontrolleret afskydning
Eksperter i vildforvaltning mener i dag, at en kontrolleret afskydning kombineret med lokal forvaltning ville løse både problemet med for mange dyr og stoppe krybskytteriet og give lokal-befolkningen indtjening til at forbedre deres levestandard. Samtidig ville en lokal forvaltning give dem forståelse for, at vildtet er en meget bedre afgrøde end landbrugsdrift på den magre og ofte tørkeramte savanne.
At elefantbestanden nu langsomt igen vokser sker på bekostning af den lokale befolknings muligheder for at dyrke landbrug. En elefant æder op til 150 kg planteføde om dagen. Elefanten er og har været det største problem i det østlige Afrika lige siden begyndelsen af dette århundrede. Når befolkningen vokser, er der ikke plads til så mange elefanter, og så har befolkningen selv taget sig af reguleringen via krybskytteri. Også fordi elefantens stødtænder er en god handelsvare.
Gennem en fornuftig udnyttelse af vildtet bekæmper man både fattigdom og får den lokale befolkning til at forstå, at vildtet er en udbytterig ressource, som kan jages. Salget af vildtkød og licensindtægterne fra trofæjagten har medført en højere levestandard i mange områder og har stoppet krybskytteriet. Gennem denne vildtforvaltning undgås samtidig ødelæggelse af skov, savanne og sygdom blandt de vilde dyr.
Denne filosofi praktiseres i dag med succes blandt andet i Kenya, Sydafrika, Botswana og i Tanzania.
I disse lande er nogle af de arter, der står på den såkaldte Washington-konvention over truede dyrearter, på vej frem. Det er bl.a. elefanter, næsehorn, leoparder og gepard.
Udviklingen gennem tusinder af år har samtidig vist, at vildtet er langt bedre til at udnytte biotopen og faktisk kan levere ti gange så meget protein i form af kød, som husdyr kan.
Flere steder i Øst- og Sydafrika har erfaringerne de senere år vist, at en professionelt styret afskydning (wise use) og med den lokale befolknings medvirken, hvor den får del i kød og penge, ophører krybskytteriet automatisk.
Kun befolkningens egen forståelse og medbestemmelse gennem "wise use" princippet løser konflikten mellem mennesker og dyr her.
