På offentligt område er det tilladt at sanke til privat brug. I private skove må du kun samle det, som du kan nå fra vej eller sti. En tommelfingerregel er, at man må samle det, som kan være i en almindelig bærepose.
At sanke betyder at samle, og det er en helt anden oplevelse, når man selv tager ud og finder sine frugter, bær, blomster og nødder, end når man bare køber dem i supermarkedet.
Det er vigtigt ikke at glemme, hvor vi kommer fra. Så længe mennesket har eksisteret, har vi levet i og af naturen. For at bevare forbindelsen til naturen, er det derfor vigtigt, at vi bruger den.
Her gennemgår vi nogle af de ting fra naturen, som du kan høste gratis og bruge til madlavningen derhjemme.
Se også vores snobrødsdej spejderopskrift med urter plukket direkte fra naturen:
https://www.naturhandel.dk/snobroedsdej-spejder-opskrift/
Bærsyltetøj
Tag en tur i skoven. Du kender sikkert selv nogle gode steder. Hindbær og brombær er gode at samle i skovbryn, mens man ofte finder skovjordbær i en almindelig løvskov.
Bærrene er kun modne i en vis periode. Hvis nogle at bærrene står i skygge, kan man være heldig, at denne periode er forlænget. Disse vil nemlig være længere tid om at modnes, end bær som står i solen.
Hindbær og brombær modnes senere end skovjordbær - ca. i starten af august, men det afhænger af vejret.
Ingredienser
500 g. bær
200 g. sukker
½ dl. vand
1 tsk. melatin (geleringspulver
½ tsk. atamon
1. Rens og skyl dine bær for urenheder.
2. Kog bærrene i ca. 5 min. og tilsæt derefter sukker.
3. Lad bærrene koge videre i 2 min.
4. Bland melatin med 1 spsk. sukker i en skål.
5. Tilsæt efterfølgende melatin-blandingen til de kogende bær.
6. Kog det hele i ca. 2 min. mere.
7. Fjern skummet fra syltetøjet.
8. Skyl nogle rengjorte syltetøjsglas i atamon og hæld syltetøjet på glassene.
9. Glassene lukkes, og du har færdiglavet syltetøj.
Hyldebærsaft
Om foråret kan man plukke hyldeblomster, men hvis man venter og lader blomsterne være, kan man i stedet plukke hyldebær på et senere tidspunkt. Inden man laver saft af hyldebær, er det ekstremt vigtigt, at bærrene koges for at fjerne blåsyren. Man må nemlig ikke spise dem rå. I september/oktober er bærrene modne. Husk en rive, når du går på hyldebærjagt – på den måde kan du nemlig nå de bær, som er øverst på busken.
Ingredienser
600 g. friske hyldebær
1 l. vand
2 dl. rørsukker
suppe: +
2 spsk. maizenamel
400 g. æblebåde
1 dl. vand
1. Skyl dine bær og rib stilkene.
2. Kog bærrene i minimum 20 minutter for at få blåsyren ud.
3. Si saften igennem en sigte.
4. Tryk saften ud af bærrene igennem sigten, og lad den afdryppe.
5. Hæld det op i en ren gryde.
6. Varm gryden op og hæld sukkeret i.
7. Lad det køle af
8. Du har nu hyldebærsaft.
Du kan også lave en hyldebærsuppe ved at holde saften varm i gryden. Jævn den med maizenamel og rør rundt imens. Læg nogle æblebåde i en anden gryde og kog dem i 1 dl vand i 2-3 min. De kogte æbler bruges som topping til suppen.
Hybensuppe
Hybenrosen vokser ved stort set alle klitter i Danmark. Rosen betragtes som invasiv, og den er næsten umulig at komme af med uden at ødelægge naturen yderligere. Det skal du imidlertid ikke tænke på, du kan nemlig lave mad af den.
Ingredienser
500 g hyben (selvfølgelig renset for frø)
1 l. vand
1 presset citron
lidt vanilje
flødeskum
sukker
1. Kog hyben i vand ved svag varme under låg i ca. ½ time.
2. Sigt grydens indhold over i en skål, og mos samtidig hyben gennem sigten ned i samme skål.
3. I skålen har du nu en puré, som skal tilbage i gryden med sukker og citronsaft - og evt. lidt vanilje. Spis med flødeskum til.
Vil du have flere tips?
Vil du have flere gode tips, tricks og hacks til naturen, så følg med på Naturbloggen: https://www.naturhandel.dk/natur-blog, hvor der løbende bliver slået nyheder op.
Læs om adgangsregler i naturen, opskrifter, guides til naturoplevelser og meget mere.