I dansk landbrug spildes der årligt mere end 33.000 ton grøntsager, estimerer Nordisk Ministerråds rapport "Food losses and waste in primary production - Data collection in the Nordic countries". Et nyt nationalt initiativ vil være med til at komme dette spild til livs, til glæde for både forbrugere, producenter og supermarkeder.
LÆS OGSÅ: Ældrecheck
Det øgede fokus på madspild har igennem de seneste 10 år fået fat i de danske forbrugere, og Danmarks største bevægelse mod madspild, Stop Spild Af Mad, har sammen med REMA 1000 og de to gartnerier Alfred Pedersen & Søn ApS og Gartneriet Østervang Sjælland igangsat et nyt landsdækkende initiativ i kampen mod madspild.
Fra uge 20, i udvalgte REMA 1000 butikker, kan kunderne nu købe uensartede grøntsager såsom ujævne tomater, krumme agurker og skæve peberfrugter og samtidig bidrage til foreningen Stop Spild Af Mad's arbejde i kampen mod madspild. De uensartede grøntsager vil kunne købes til lavere priser - og for hver enhed, der bliver solgt, støtter gartnerierne og REMA 1000 med 12,5 øre hver, så foreningen Stop Spild Af Mad modtager i alt 25 øre pr. enhed.
Stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, Selina Juul, glæder sig over initiativet:
"De uperfekte og skæve grøntsager smager ligeså godt som de pæne og lige. Vi har i mange år været store fortalere for at den slags grøntsager bør sælges i de danske supermarkeder. Det vil både være med til at mindske spild i primærproduktionen og samtidig skabe vækst til fødevaresektoren. Og efter 10 års debat om madspild er jeg sikker på, at danske forbrugere er klar til at tage imod de uensartede grøntsager på supermarkedernes hylder. At initiativet samtidig støtter foreningen Stop Spild Af Mad, gør dette os ekstra taknemmelige."
Indkøbs- og marketingdirektør Anders R. Jensen i REMA 1000 Danmark siger:
"Samarbejder på tværs af værdikæden, hvor både producenter, dagligvarekæder og kunder tager et fælles ansvar og sætter fokus på nedbringelse af madspild, giver de største resultater. Når alle led i værdikæden vælger at prioritere nedbringelse af madspild, kan vi skabe de største resultater, så derfor glæder dette samarbejde mig meget."
Per Madsen, salgschef hos GASA Odense Frugt - Grønt a.m.b.a. ser gode muligheder i samarbejdet:
"I løbet af de senere år er de på Gartneriet Østervang Sjælland blevet så dygtige, at den reelle frasortering af grøntsager i dag er nedbragt betydeligt. Vi har dog fortsat en mindre mængde skæve grøntsager, som vi er meget glade for, at vi nu i samarbejde med REMA 1000 kan tilbyde forbrugerne, der fremover kan støtte kampen mod madspild ved at købe de skæve grøntsager og stadig få den samme gode smag, som de er vant til."