Grethe Thøgersen har prøvet lidt af hvert, men humøret og lysten til livet er uforandret.
- Det gælder om at nyde livet, siger hun med et smil, mens hun fanger endnu en skefuld proteinberiget hindbær is i det lille bæger.
Økologisk is
De seneste to år, har hun faktisk spist en is hver aften før sengetid. Ikke fordi hun er en slikmund - eller i hvert fald - ikke kun derfor. Nej, den daglige is, der er økologisk og fra Skee Ismejeri, er fuld af proteiner og hjælper med at holde vægten.
Grethe Thøgersen har blandt andet haft kræft i halsen og skulle lære at spise igen efter sondemad og strålebehandlinger.
- Jeg kunne jo ikke spise. Når man ikke rigtig har nogen appetit, så gælder det om at få noget, man har lyst til – og is, det bliver jeg aldrig træt af, forsikrer Grethe Thøgersen.
Is som i barndommen
God, gammeldags is som den hun fik i sin barndom var løsningen for Grethe. Isen er omtrent dobbelt så fed som andre flødeis, og så er der tilsæt ekstra økologiske mælkeproteiner.
Det økologiske Skee Ismejeri ved Ringsted har fået deres protienberigede is godkendt af Sundhedsstyrelsen som særlig medicinsk ernæring.
Isen er særlig god til underernærede og syge mennesker som ældre, kræftpatienter eller andre, der kan have svært ved at holde vægten.
Da isen er godkendt af Sundhedsstyrelsen kan isbægeret med flødeis fås på grøn recept hos praktiserende læger, og isen tilbydes som kosttilskud på flere sygehuse.
Da isen fås med grøn recept kan man få tilskud til den.
Isen kan købes over hele landet, da den efter bestilling på apoteket pakkes med tøris og sendes direkte hjem til modtageren.
Grøn recept
Der kan ydes tilskud til ernæringspræparater efter sundhedsloven. En grøn recept dækker patientens behov for ernæringstilskud i seks måneder. Ernæringspræparat skal være ordineret af en læge for at man kan få tilskud i forbindelse med:
• Sygdom, der medfører problemer med at synke eller optage almindelig kost.
• Alvorlig svækkelse, hvor personen efter lægens vurdering ikke er i stand til at indtage almindelig mad i tilstrækkelig mængde til at dække behovet for næringsstoffer.
Det offentlige tilskud dækker 60 procent af præparatets pris.
Sådan bestiller du på dit apotek med og uden grøn recept:
Gå på apotek for bestilling og betaling.
Oplys din adresse, hvor isen skal leveres til og et mobilnummer. En SMS bliver sendt på leveringsdagen. Tag isen ud af kassen med tøris og læg den i fryseren som normalt.