Den danske, økologiske mejeriproduktion har i mange år vist, at den ikke er en døgnflue. Samtidig har eksporten været støt stigende og markedsandelen har herhjemme været på over 30 procent af det samlede marked for mælk. Dermed er det mejerisektoren, der trækker økologien fremad.
Øko-mælk til danske børn
Produktionen, salget af drikkemælk og afsætningen af mælk til eksport og til storkøkkener fortsætter med at stige og stige.
Hos Arla tror man derfor på fortsat vækst på det danske mælkemarked også af de mange mejeriprodukter, og derfor vil man forsøge at øge salget med yderligere 50 procent.
- Vi har en ambition om, at vi inden for de næste fem til 10 år vil øge afsætningen af økologiske produkter i Danmark med 50 procent. Væksten skal primært komme fra ost og yoghurt, mens drikkemælken i bedste fald kan opleve en beskeden fremgang, siger adm. direktør for Arla Danmark, Jakob Knudsen.
Forbrugerne vil derfor se nye lanceringer og en mere markant markedsføring af yoghurt og oste. Nogle af initiativerne er allerede ude, og øko-salget forventes at stige med 5-10 procent alene i år.
Tyskerne vil have dansk økologi
I vores store naboland mod syd, Tyskland, har man for længst også opdaget de gode, danske mejeriprodukter.
Tyskland er slet ikke mættet, så stigningen i eksporten af økologi vil primært komme herfra.
- Tysklands egen produktion af øko-mælk har været stigende gennem adskillige år, men den har indtil videre ikke kunnet følge med stigningen i de tyske forbrugeres efterspørgsel på økologiske mejeriprodukter. Så alt andet lige vil der være et solidt eksportmarked for danske øko-mejerier i årene fremover, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Ejvind Pedersen.