Lammefjordskartofler er den sjette danske fødevare, der opnår den eftertragtede "Beskyttet Geografisk Betegnelse",BGB, siden ordningen blev indført af EU i 1992.
- Vi er stolte over at få dette kvalitetsstempel fra EU, siger Hans Møller Olsen, der er formand for Lammefjordens Grøntsagslaug.
I 1996 var det "Lammefjordsguleroden", der fik en af de første danske BGB'er.
Glad minister
Også fødevareminister Dan Jørgensen er glad for fødevareproducenternes kvalitetsstempel.
- Vi laver rigtig mange gode fødevarer i Danmark, og det er altid dejligt, når danske produkter får den anerkendelse, som en BGB-status er. Jeg håber, at flere danske varer vil følge med i fremtiden, siger Dan Jørgensen.
Tre danske fødevarer fik i 1996 den fornemme betegnelse, nemlig lammefjordsgulerødder og ostene Danablu og Esrom. Senere i 2012 Vadehavslam og Vadehavsstude til og nu altså. Til sammenligning er de beskyttede betegnelser for lokal egenart meget mere udbredt i Sydeuropa. EU har udstedt næsten 1200 BGB'er.
Ifølge avlerformand Hans Møller Olsen er det den tidligere havbund, der gør lammefjordskartoflerne så specielle. Blandingen af naturlige mineraler, dynd, og den fine jord giver kartoflerne de bedste betingelser. De får derfor en lysere og finere skræl.