Første bind "Jagtmark" udkommer den 17. marts 2015, og der er noget at glæde sig til.
Hovedpersonen den 28-årige Embla Nyström arbejder i kriminalpolitiet i Västra Götaland. Hun er en lidenskabelig person, der elsker det opklarende politiarbejde. Hun har en anden lidenskab, som hun deler med sin morbror Nisse - boksetræning.
Mystik på jagten
På hjemegnen Dalsland deltager Nisse og Embla i den traditionsrige elgjagt i de store skove. Men dette års jagt bliver ikke som jagtlaugets medlemmer havde forestillet sig.
To af jægerne forsvinder sporløst, og andre uforklarlige hændelser præger jagten. Senere bliver den ene jæger fundet død, og nu går Embla i aktion. Med kolleger fra den mobile enhed af kriminalpolitiet indledes en jagt på en morder, der forstår at skjule sig.
Forfatterinden Helene Tursten er født 1954 og har udgivet 10 bøger om Irene Huss. Bøgerne er blevet filmatiseret og oversat til 18 sprog. Samlet har de solgt i over 4,5 millioner eksemplarer. "Jagtmark" udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof.