Den bølgekronede storkenæb er højere end skvalderkålen allerede på denne tid af året, og så blomstrer den her i maj - juni med fine blomsterstande, der vejrer flot i vinden. Der findes flere arter af Geranium Phaeum og nogle af dem har de flotteste aftegninger på bladene, som også tager sig godt ud resten af havesæsonen.
Mange steder står skvalderkålen fin og grøn lige nu og pryder skovbunden, men når det kommer til ens egen have er det en helt anden sag. Her ønsker man at komme af med den i bedene, under hækken og hvor den nu har fundet sig et voksested. I græsplænen kan man holde skvalderkålen nede ved at slå græsset. Det bryder den sig ikke om, altså at blive klippet ned 1 gang om ugen; så afkræfter man simpelthen rødderne og planten dør.
Men man kan jo ikke klippe alt med plæneklipperen, og her er det at bølgekronet storkenæb kan hjælpe dig, for den skygger for alt der vokser i dens nærhed, og der er ikke noget der kommer op imellem det tætte bladhang i den tue, som den bølgekronede storkenæb danner. Bølgekronet storkenæb er faktisk ligeglad med hvor den står. Den trives fint i al slags jord, fra fuld sol til skygge, og så er den meget tørketålende, hvilket gør det til en rigtig god og alsidig plante.
Det eneste man skal gøre for at begrænse den bølgekronede storkenæb er at klippe den ned efter endt blomstring og klippe frøstandene af, ellers spreder den sig en hel del og selvsår sig. Efter 2 uger er den igen en stor flot tue der har vokset skvalderkålen over hovedet.
Hvor kan man så bruge bølgekronet storkenæb? Det er heldigvis mange steder, så som i hækken hvor skvalderkål gerne breder sig. Bølgekronet storkenæb kan også plantes mellem hæk og fortov eller vej, da den tåler vejsalt, og det er der i øvrigt også andre sorter af storkenæb der gør. Har du et stort træ hvor der er et tæppe af skvalderkål der breder sig, kan den bølgekronede storkenæb også klare sig der.
Det er en af de gode måder der findes til at bekæmpe skvalderkål på og har man efter nogle år lyst til at bruge området, der før var inficeret af skvalderkål, ja så kan man grave den bølgekronede storkenæb op, evt. jordforbedre med noget kompost og derefter plante det man har lyst til. Endda med god samvittighed for der er ikke brugt sprøjtemidler til at bekæmpe skvalderkålen.