Hvis vi vil bevare vores drikkevand og vores sundhed, så er gift i haven ¬- og alle andre steder - yt. Mange har derfor taget ukrudtsbrænderen til sig, da den er et af de bedste alternativer til giftindustriens farlige midler.
Med ukrudtsbrænderen følger dog en anden fare - brand. En tør have kan meget let antænde og branden komme ud af kontrol. Det sker faktisk hele 200 gange hvert år ifølge de officielle tal fra Beredskabsstyrelsen, men de faktiske tal kan meget vel være betydeligt højere. Haveejerne får nemlig ofte slukket branden selv, inden brandvæsnet tilkaldes.
- Tørre blade eller kvist bliver let antændt uden, at man opdager det. Når det får lov at ligge og ulme, kan det pludselig blusse op, siger brandchef hos Falck Bendt Trustrup.
Man kan dog med få forholdsregler undgå brand:
• Vær ekstra opmærksom og forsigtig, når der har været tørt og varmt i flere dage
• Fjern tørre blade inden ukrudtet brændes
• Ukrudtsbrænderen skal ikke bruges i direkte sollys, da man der ikke kan se flammer
• Tæt på bygninger skal man være ekstra forsigtig og hold god afstand
• Hold øje med tagudhæng eller andet, ilden kan få fat i
• Gå aldrig væk fra en varm ukrudtsbrænder - og slet ikke en tændt
Det er naturligvis et must, at man altid har en haveslange eller en spand med vand med sig rundt i haven, når man brænder ukrudt. Kommer branden ud af kontrol - så ring efter brandvæsnet på 1-1-2.