Vi venter alle efter jul og nytår på foråret, men i haven er der endnu ikke nogle af de små fine forårsbebudere som erantis eller vintergækker. Men det kan man gøre noget ved - plant de smukke planter og blomster, vi havde inden døre i december.
Det gælder for eksempel juleroser, tulipaner, hyacinter, der alle let kan plantes ud i haven - som juletræet i potte.
LÆS OGSÅ: Vinterklargøring i drivhus og have
Juletræ i haven
Et godt alternativ til et fældet træ er juletræer i potter. Et pottet træ kan nemlig leve videre i haven og give skygge og hygge længe efter december.
- Men det kræver, at der tages særlige hensyn. Juletræet kan få et stort chok, hvis det kommer direkte ud i kulden efter nogle dage eller uger i den varme stue. Det er hård kost for træet, og derfor skal man være forberedt på, at det måske ikke lykkes, når man planter træet ud, fortæller Louise Møller, der er havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
Havekonsulenten har dog nogle gode råd, der kan gøre det lidt nemmere for det lille træ at overleve og slå rod.
- Det er rigtig fint, hvis man kan give en træet en overgangsperiode for eksempel i en carport eller garage, hvor der er læ og ikke helt så koldt som i haven. Her kan det stå i potten frem til marts-april, hvor man så kan plante det rigtigt ud i haven, siger Louise Mølle.
Lille træ med stor styrke
Et lille træ, der er under halvanden meter, har noget større chance for at trives i haven efter, at det er plantet ud.
Det lille træ passer fint ind de fleste steder i haven, men man skal huske på, at et lille træ vokser sig stort meget hurtigt. Det gælder især for juletræer.
Man skal derfor huske at sørge for rigeligt med plads, medmindre man forventer at bruge træet som fældet juletræ om få år.
Julens blomster i haven
Juletræet er ikke alene om kun at have en sæson. En stor del af de blomster, vi har i stuen i december, kan let få et længere liv i haven.
- Tulipaner og hyacinter kan fint genbruges i haven. Når vi køber dem ved juletid, er løgene drevet frem til at blomstre tidligt, og de vil derfor ikke blomstre igen dette forår.
Men hvis de får lov at visne ned naturligt, kan løgene lægges i jorden i april, og så vil de blomstre i foråret det følgende år, fortæller Louise Møller.
Lige efter jul, når de fine blomster er visnet ned, kan man blot stille dem i bryggerset eller garagen. På den måde sikrer man sig, at de opbevares i plusgrader, indtil de igen kan komme i havens lune jord til foråret.
Flerårig julerose
Julerosen kan også flytte fra den trygge tilværelse inde i stuen til haven. Her kan den så vinter efter vinter lyse op og sprede glæde. Men som hos løgblomsterne kan den ikke komme ud for til marts-april.
- Det er vigtigt at holde julerosens jord fugtig, for den må endelig ikke tørre ud. Hvis blomsten har været indenfor i stuen, kræver den ligesom juletræet en langsom tilvænning til kulden, så det er oplagt at stille den i beskyttet læ udenfor, siger Louise Møller fra Haveselskabet.
Louise Møller anbefaler dog, at julerosen plantes ud i et bed, som man kan se fra husets vinduer. Så kan man få gavn af den hver gang, man kigger ud.
Julestjerne er svær
Julestjernen er i Danmark en stueplante. Den tåler ikke under 15 grader, og den kan således kun være ude om sommeren.
Julestjerne er tilmed svær at få til at blomstre igen. Det skyldes, at den er en kortdagsplante. De farvede blade, er ikke blomster, men højblade. Mellem dem sidder en lillebitte blomst, som til forveksling ligner små knopper. Højbladene får kun den karakteristiske farve, hvis man i en måned op til jul stiller planten mørkt 14 timer i døgnet, og så tager dem frem i lyset resten af tiden.
- At give sin julestjerne en sæson mere er et projekt for den passionerede blomsterentusiast. For de fleste vil julestjernen være en stueplante, man køber op til jul og kasserer, når den ikke længere er interessant at se på, siger Louise Møller.