Ulrick Havndrup fra haveredskabsproducenten Stiga giver en række gode råd, så din side af hækken kan få det grønneste græs.
Plæneklipperen er smurt. Poserne med gødning står klar. Og ordsproget om, at græsset er grønnere på den anden side af hækken, er du klar til at gøre til skamme. Så du klipper og gøder. Og du sørger for nok vand til plænen. Alligevel er det svært at få den grønnere end hos naboen. Hvorfor?
- Mange af de haveejere, jeg taler med, tænker mest i klipning og græssorter og tager ikke højde for jorden, som er græssets livsgrundlag, siger Ulrick Havndrup, der har arbejdet med havepleje i over 20 år.
Den perfekte plæne
Det ideelle vækstlag for en græsplæne består af cirka 25 procent grus og sand, 25 procent muld, 25 procent vand og 25 procent luft.
Så hvis du har et hårdt jordlag i din have, kan give bedre vilkår for græssets vækst, at du "gruber" jorden. Det betyder, at man løsner jorden i dybden. Det gør den mere porøs, og græsset kan så få vand og ilt ned til rødderne og bedre brede sig. En måde at gøre det på er ved at lave huller i jorden med en greb, en mosrive eller en vertikalskærer.
Spar på kunstgødning
Der er især én ting, som de danske haveejere har for vane at overdrive, og det forhindrer mange i at få en tæt og levedygtig plæne:
- Rigtig mange haveejere gøder deres græsplæne alt for voldsomt. Kunstgødning kan være fint nok i beskedne mængder, men for meget af det er skadeligt for plænen og for miljøet for den sags skyld, forklarer Ulrick Havndrup.
Ganske vist skal græsplænen have gødning, hvis den ikke skal udsultes, men man skal altså ikke tro, at det er nødvendigt at investere i dyr kunstgødning.
Græs som gødning
Brug græsset som gødning Der er nemlig en bedre metode, som er simplere og mere naturvenlig:
- Græsset kan i og for sig gøde sig selv under de rigtige forudsætninger. Mange fjerner det afklippede græs og det kan være fint nok, hvis man ikke klipper plænen så ofte og ikke vil se på bunker af vissent græs. Det kræver så, at du gøder plænen på anden vis, fx ved hjælp af kunstgødning.
Men den mest naturlige og effektive måde at gøde sin plæne på er faktisk ved at klippe græsset med en plæneklipper med biofunktion også kaldet multiclip. Så drysser de korte fintklippede strå ned gennem græstæppet og giver direkte næring til jorden.
Gør græsplænen forårsklar - fem gode råd
• Jordforholdene skal være i orden. De optimale betingelser for græsset er et løst underlag med lige store dele luft, muld, grus og vand.
• Græsset skal have plads til at vokse. Du kan bruge en greb, høtyv eller vertikalskærer til at løsne jorden.
• Græsplænen har det bedst, hvis den er lidt langhåret, de første gange den bliver klippet. I foråret er det derfor en god idé at lade græsset vokse en smule mere.
• Afklippet græs kan fungere som naturlig gødning. Du kan fx bruge en plæneklipper med multiclip-funktion. På den måde undgår du bunker af græs på plænen.
• Vand ikke mere end 3-4 gange hvert år. Vand kun i sommerperioden. Og vand i dybden. Slutningen af maj, midten af juni og slutningen af juli er de bedste tidspunkter. Forsøg aldrig at sjatvande, hvis der er opstået tørkeskader. Det kan nemlig få græssets rødder til at søge op mod overfladen. Så får de ikke styrke nede fra jorden.