Hvis du smider dit grønne affald i kompostspanden, og konservesdåserne til metalaffald, så er du sandsynligvis mere lykkelig end din nabo, der er uden for pædagogisk rækkevidde og måske endda bruger gift i sin have.
I hvert fald viser en rapport fra Institut for Lykkeforskning, at det sandsynligvis er tilfældet.
Den danske rapport bygger blandt andet på den seneste udgave af European Social Survey, at folk der finder det vigtigt at leve bæredygtigt, er mere lykkelige end andre. 50.000 europæere deltog i undersøgelsen.
- Vores klode kan ikke følge med det forbrug af ressourcer, som finder sted i dag. Derfor er vi nødt til at tænke mere bæredygtigt. Både virksomheder og forbrugere skal blive bedre til at udnytte ressourcerne effektivt til gavn for vækst, økonomi og miljø. Og så er det da dejligt, hvis man samtidig bliver et lidt gladere menneske, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
Grøn lykke
Der er ifølge rapporten "Sustainable Happiness – Why waste prevention may lead to an increase in quality of life" fire mulige forklaringer på den "grønne lykke".
1. Bæredygtig adfærd giver en større tilfredshed med livet.
2. Den omvendte effekt - lykkelige mennesker sviner mindre.
3. Reduktion af affald giver bedre omgivelser - og hvis det er en del af et lokalprojekt - et bedre lokalsamfund.
4. Hvis du er en person, der drager omsorg og tager vare på dine omgivlser, ser er det selv lykkelig og lever bæredygtigt.
Bæredygtighed samlet set
Direktøren for Institut for Lykkeforskning, Meik Wiking, ser de fire grunde som en del af et samlet hele:
- Der er ikke en, der er mere sandsynlig end de øvrige. International forskning har længe peget på, at for eksempel sunde personer er lykkeligere end mindre sunde, og at folk med arbejde er lykkeligere end folk uden. Men det er interessant, at forskningen nu viser en mere overraskende sammenhæng – nemlig at de personer, der opfører sig mere miljørigtigt - eksempelvis ved at sortere eller forebygge affald - oplever højere lykkeniveauer.
Lykkeforskning bliver i international sammenhæng tillagt større betydning for udvikling af politik. FN har da også efterlyst mere indsigt i sammenhængen mellem bæredygtighed og lykke. Rapporten vil derfor også blive sendt dertil.
Hvor bæredygtig/lykkelig er du selv? Læg din kommentar herunder artiklen, eller giv din mening til kende på Facebook.com /Fritidsmagasinet.