Natteravnene giver tryghed i nattelivet

Udgivet i Livsstil
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Natteravnene i de karakteristiske gule farver skaber tryghed i nattelivet. Natteravnene i de karakteristiske gule farver skaber tryghed i nattelivet. Foto: Natteravnene.

TRYGHED: Den landsdækkende organisation Natteravnene kommer muligvis til endnu en by - nemlig Dragør. Formålet er at skabe mere tryghed for alle i byen.

 

En af initiativtagerne til arrangementet er Anne Søgaard, der har taget kontakt til Natteravnenes Landssekretariat for at komme i gang. Målet er at starte en lokalafdeling i byen.

- Det er mit håb og ønske, at mange borgere fra by om omegn vil møde og høre om hvad Natteravnene står for, og høre, hvad de kan bidrage med på en hyggelig måde, siger hun.

Øge trygheden i gaderne

Målet er at øge trygheden i byen generelt og blandt især børn og unge.

Organisationen Natteravnene har eksisteret i Danmark siden 1998, og den findes i cirka 140 andre byer i landet også andre byer på Amager.

Natteravnene er sammensat af lokale voksne i alle aldre, men især forældre med teenagere og bedsteforældre, som på forskellige tidspunkter - som regel aften og nat - i grupper på tre personer går rundt i lokalområde iført den karakteristiske gule beklædning.

Den enkelte bestemmer selv, hvor mange timer man vil bruge årligt – måske op til 3-4 timer op til ti gange årligt.

Synlige natteravne

Ideen med Natteravnene er helt enkelt at skabe tryghed blandt de unge, blot ved at være synlige.

Desuden er det hensigten at hjælpe børn og unge med svar på deres større eller mindre personlige problemer – uden at "sladre" – men i givet fald sikre, at de får professionel hjælp gennem det lokale SSP-system.

I mange byer oplever man da også, at Natteravnenes tilstedeværelse er med til at forebygge uro ballade og hærværk.
Der er ikke tale om et vagtværn eller et "politikorps", idet Natteravnene ikke har nogen hverken sociale eller politimæssige beføjelser, og de griber ikke fysisk ind.

Men de er let genkendelige, hvis unge har brug for en hjælpende hånd eller et godt råd fra en gruppe ansvarlige, neutrale voksne.

Sådan bliver du Natteravn

For de, der har lyst til at deltage i Natteravnene planlægges der en lille kursusrække, hvor deltagerne bliver rustet til mødet med de unge.

Gennem kurserne får de kommende Natteravne først og fremmest information om organisationens spilleregler og den adfærd, der er internt og i kontakten med de unge.

- Men de får også mulighed for en god indsigt i SSP's, kommunens og politiets forebyggende arbejde og opgaver samt tilbud til de unge, siger Bente Gimlinge fra Natteravnenes Landssekretariat.

Mere end 30.000 natteravne

Indtil nu har mere end 30.000 siden 1998 meldt sig til at gå rundt i bymiljøerne i Danmark, Grønland og på Færøerne.

I dag er organisationen synlig i både i store byer og ganske små landkommuner og boligområder i alle landsdele, og Natteravnene har vist sig at være et godt og billigt middel til at skabe mere lokal tryghed og livsglæde blandt især de unge.

Tirsdag den 24. januar 2017 klokken 19 er der informationsmøde i Hollænderhallen, Halvejen i Dragør, så måske ser endnu en lokalafdeling dagens lys.

Du kan læse mere om Natteravnenes arbejde her: www.natteravnene.dk.

Senest ændret Onsdag, 25 januar 2017 07:18

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.