Alle disse ændringer i vores dagligdag påvirker også vores kæledyr eksempelvis vores katte og hunde.
LÆS OGSÅ: Julens ædegilde koster hunde livet
Nytåret skræmmer dyr
Men du kan gøre noget for at gøre det mere behageligt for dyrene i denne periode. Forandringer i dagligdagen kan være svære at håndtere også for dyr, og nytåret kan være decideret traumatiserende. Her følger nogle gode råd om, hvordan du hjælper kæledyrene.
Fagveterinærsygeplejerske i hunde- og katteadfærd Karina Baltzer, hos Køge Bugt Dyreklinik, mener at vi i god tid skal forberede kæledyrene på julen og nytåret:
Eksempelvis kan man prøve at vænne dyrene til andre menneskers selskab, så de ikke bliver stressede over julens mange gæster. En måde at gøre det på, er at afspille fyrværkerilyde eller vise filmklip af fyrværkeri, så kæledyrene ikke oplever nytåret som noget overraskende og traumatiserende.
- Ved at afspille den slags båndoptagelser mange gange øger man dyrenes tryghedsfølelse i juletiden, siger Karina Baltzer.
Hun fortæller videre, at det kan sætte sig dybt i den enkelte hund eller kat, hvis dyret flere gange bliver slemt overrasket af nytårets høje brag.
Feromoner beroliger dyr
Derfor er det vigtigt at hjælpe dem igennem nytåret, så de ikke får varig lydangst. Det kan derfor være et godt supplement at benytte feromoner som Adaptil og Feliway til henholdsvis hunde og katte.
Feromonerne er en efterligning af hundenes og kattenes egne tryghedssignalstoffer, og derfor øger feromonerne dyrenes tryghedsfølelse.
Ifølge Karina Baltzer er det særligt vigtigt at benytte feromonerne i forbindelse med et kæledyrs første nytår.
På den måde undgår du at den festlige aften ikke udvikler sig til en traumatiserende oplevelse.
Kattekillinger og hundehvalpe
Især hundehvalpe og kattekillinger er meget modtagelige for nye indtryk, og derfor er det vigtigt at minimere dyrenes risiko for at udvikle nytårsangst fra start.
Allerede her fra begyndelsen af julemåneden er det ifølge eksperten vigtigt at fastholde flest mulige af kæledyrets rutiner, så det ikke bliver unødigt stresset.
Ser du, at kæledyrene alligevel ændrer adfærd blandt andet ved at gemme sig eller bliver mere urolige end ellers, så er det vigtigt, at du prøver at imødekomme dyrenes behov for omsorg og pleje i form af at give dyrene fred og ro.
Lav en hule til kæledyret
Du kan eksempelvis bygge en lille hule til katten eventuelt bagerst i et klædeskab, hvor den kan være alene og føle sig tryg. Ikke mindst nytårsaften. For hundenes vedkommende er det vigtigt at give dem tryghed igennem vores nærvær. Hvis hunden gerne vil være tæt på os, skal de have lov til det.
Blot ved at sidde neutralt og nusse dem stille og roligt, bliver de ikke stressede. En anden beroligende øvelse kunne være at give hunden et lækkert kødben lige før det for alvor går løs med skyderiet ved midnat.
Som regel bliver hunden mere rolig, når den i fred og ro kan fordøje et kødben. Hvis hunden eller katten går helt amok, kan det i yderste tilfælde være en nødløsning at give angstgivende medicin. God jul og godt nytår!