Tilsyneladende er budskabet om vigtigheden af at spise sund kost med de anbefalede mængder af frugt og grønt om dagen gået hen over hovedet på mange børnefamilier.
Kampagne for sund kost
Det bekymrer en lang rækker ernæringsforskere, og Gartneribrugets Afsætningsudvalg har valgt at køre en kampagne for at få befolkningen til at spise mere grønt under overskriften "Sæson".
LÆS OGSÅ: Salget af økologi er eksploderet
Her anbefales det, at vi bør spise omkring 600 gram frugt og grønt som en fast del af den daglige mad.
Mange danske familier oplever det som en udfordring at variere kosten i en sundere retning. Tilsyneladende er de mange sunde madopskrifter og madprogrammer vanskelige for de enkelte familier at omsætte i praksis. Når man står i supermarkedet og senere bag gryderne, ender mange med at gøre som de plejer.
Svært at ændre familiers madvaner
- Det er svært at nedbryde vaner, og det tager tid at ændre, forklarer sociolog Birthe Linddal, der forsker i madvaner.
En god idé kan være at sænke ambitionsniveauet i begyndelsen, og ofte skal der kun små justeringer til for at familien med tiden kan få en sundere hverdag.
- I virkeligheden skal der ikke så meget til for at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, siger Pernille Bech fra Gartneribrugets Afsætningsudvalget.
Juster familiens mad langsomt
Familierne skal droppe forestillingen om, at menuen en tirsdag aften skal ligne noget fra Masterchef. Det handler om, at man beslutter sig for at ændre tingene skridt for skridt, og at man accepterer at ændring af madvaner tager tid.
Start med små justeringer, hvor man eksempelvis begynder med at justere på mellemmåltiderne eller frokosten. Lav en madplan for et par dage og planlæg, hvilke grøntsager I skal spise om aftenen.
- Det kan være en skål cherrytomater, agurker eller gulerødder, hvis man ikke orker at eksperimentere med nye opskrifter. Det handler om at få nogle sunde rutiner, lyder rådene fra Pernille Bech.
Undersøgelsen viste i øvrigt, at 81 Procent af børnefamilierne får under 50 procent af den anbefalede mængde frugt og grønt om dagen.