Ingen ønsker at betale for meget, så "en fornuftig pris" er dén enkeltstående årsag, som er af størst betydning for danskernes valg af skisportssted.
Og det på tværs af både køn, alder, indkomst og uanset om man rejser med børn/børnebørn eller ej. Eneste undtagelse er de ældre i alderen 50-70 år, hvor der er en vis villighed til at gå på kompromis med prisen for at få "smukke naturoplevelser".
LÆS OGSÅ: Glid ind i 2018
"Sverige hører til blandt de billigste skiferielande af flere grunde. For det første behøver man ikke rejse langt for at nå til et godt skisportssted. For det andet ligger den svenske kronekurs meget lavt i øjeblikket. Flere svenske skisportssteder tilbyder gratis liftkort til børn under 8 år, og der er også andre tips, der gør, at skiferien kan fås til meget rimelige penge i nabolandet. Branäs er et godt eksempel på et skisportssted, hvor lav pris, godt skiløb og kort transport går hånd i hånd", siger Kenneth Bøggild fra Danmarks Skiforbund.
De fem væsentligste årsager for valg af skisportssted hos os danskere er på en førsteplads "skiferie til en fornuftig pris", hvilket 70 % angiver. "Smukke naturoplevelser" er vigtigt for 60 % af os, mens "ski in/ski out" angives af 55 %. "Rimelig kort rejsetid fra hjem til skisportssted" er også vigtigt (54 %). Mange af os lytter også til andres erfaringer og egne gode oplevelser, for 51 % i YouGov-undersøgelsen peger på, at "et skisportssted, man har fået anbefalet eller været på før" er afgørende for valg af skisportssted.
Hvad kan man ellers gøre?
Andre tips, når man vil vælge et prisvenligt skisportssted, er, at man bør gå efter et mindre skisportssted, da prisniveauet ofte ligger lavere end på de større og mere berømte. Har man små børn på under 8 år med, bør man med fordel lede efter et skisportssted, hvor det er gratis at køre i lift for den aldersgruppe, hvilket er tilfældet mange steder i Sverige. Eller i det hele taget gå efter lavsæson, hvor priserne er lavere.
Eksempler på prisvenlige skisportssteder tæt på Danmark er: Falköping, Ulricehamn, Branäs og Lofsdalen.