Den 10. maj 2018 slår Kosta Safaripark portene op for et sandt dyrerige i de firbenedes eget - og rigtige - miljø. Her kan man tage en safaritur med guide i bus eller køre ind med egen bil og støde på bison, kronhjorte, dådyr, bjergfår (der også hedder muflon) og vildsvin – blandt meget andet.
"Sverige er fyldt med naturoplevelser, og naturen er en væsentlig del af nationens DNA og har altid været det. Mange svenskere bor midt i naturen, og flora og fauna er en fast bestanddel i manges liv og også på mange danskeres ferier i Sverige. Kosta Safaripark er en nyskabelse for alle, der har lyst til at iagttage de store dyr i deres rette element, og naturguider underviser undervejs, så man rent faktisk bliver klogere på de firbenede og fuglene", siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.
LÆS OGSÅ: Bliv ét med naturen i Sverige
Fra bilen kan man opleve safariparken og se dyrene vandre frit rundt i deres naturlige miljø. Guidede ture med bus tilbydes også dagligt, hvor de store dyr kan beses, og hvor vidende eksperter nøjagtigt ved, hvor dyrene befinder sig på hvilke tidspunkter. Der er også helt tidlige morgensafariture, hvorved de besøgende kan iagttage dyrenes morgenritualer til solopgang.
Turen gennem parken er 6,5 km lang, og hele safariparken måler 200 hektar. Dyrene bliver fodret i dagtimerne, så også her er der gode muligheder for at se dem. Imidlertid er en fjerdedel af parken et beskyttet område, hvor dyrene kan bevæge sig hen, hvis de ønsker lidt ro og fred.
Fra midten af juni til midten af august, og altså i skoleferien, er parken bemandet fra 8:00 – 22:00. Der er åbent maj - september, og i denne elektroniske tidsalder kan man købe en QR kode for at få adgang.
Billetter kan købes på Kosta Safariparks egen hjemmeside og på flere forskellige salgssteder som Kosta Lodge, RentalCenter, Rondellen og Kosta Boda Art Hotel.
Parken ligger ved siden af Kosta Lodge med indkvarteringsmuligheder og restaurant og to kilometer fra det verdenskendte Kosta Glasbruk.
For mere information og billetter: http://www.kostasafaripark.se