Bryd med traditioner – fejr nytår i Sverige

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Fejr nytår i Sverige Fejr nytår i Sverige FOTOS: VisitSweden/ Anna YuSkansen

NYTÅR: Er du også godt træt af at se 90-års-fødselsdagen, spise nytårstorsk eller se fyrværkeri på Rådhuspladsen? Kun et stenkast fra Danmark ligger en verden af nye oplevelser, som kan give dig og dit nytårsselskab et sjovt alternativ til det traditionelle nytår.

Nytårsaften – en særlig aften hvor man fejrer det forgangne år og tager imod det nye opfyldt af håb og drømme. Vi glæder os alle, og forventningerne er tårnhøje. For mange ender det dog tit med slemme skuffelser, fordi aftenen, trods dens navn, sjældent byder på noget nyt. Men sådan behøver det ikke at være. Med et smut over broen til vores broderland, kan man nemlig få et sjovt alternativ til de danske traditioner, og få en aften man sent vil glemme. Fritidsmagasinet har samlet 5 særlige nytårsoplevelser i Sverige, der kan være med til at give dig en anderledes aften.

Skål med DanmarkMarina Plaza

Vil man gerne holde nytårsfesten i Sverige men helst med kig til fædrelandet, er Helsingborg en svensk oplevelse med dansk islæt. Elite Marina Plaza i Helsingborg er et godt bud, da det ligger på kajen med udsigt til Øresund og Helsingør, og der bliver rigeligt med tid til at nyde det hele over en fireretters menu, vinpakke, champagne, kaffe og god stemning. Når klokken slår midnat, kan man derfor let løfte glasset og skåle med Danmark.

Nytårsaften i luksus-omgivelser

Nytårsaften på Gränsö Slot i Västervik på østkysten, hvor den store aften fejres med varme kilder, isbade efter saunaen, jacuzzi, behandlinger, champagnetema og hummer-buffet i slottets fine sale med dans til sidst. På det tolvte slag samles alle gæster og nyder det storslåede fyrværkeri over havet, mens der skåles i champagne. Gæsterne bor i smukke firestjernede værelser med storslået udsigt.

Nytårsaften på smålandsk herregård

10 minutters bilkørsel syd for Jönköping finder man Hooks Herrgård, som er en klassisk smålandsk herregård i et skønt miljø, ovenikøbet med moderne spa. Her kombineres tradition, kultur, champagne, spanydelse og et rigtigt festligt nytår. Der siges farvel til det gamle år over en femretters menu. Overnatning er naturligvis også muligt.

Svøm ind i det nye årNyårsfyrverkerier. Fireworks. Foto Anna YuSkansen

I stedet for at hoppe ind i det nye år, kan man svømme. Lanthotell Lögnäs uden for Laholm inviterer på en luksuriøs nytårsfejring, hvor det tolvte slag kan opleves siddende i den opvarmede udendørs-pool, forhåbentlig med stjerneklar himmel. Der er nytårsmiddag med fisk og skaldyr i hobetal, champagne, dessertbord og morgenbuffet – og spabadet kan også besøges dagen derpå, hvis det ønskes.

Nytårsfyrværkeri på en fæstning

I Varberg ser man nytårsraketterne fra en fæstning, som i mange år har tiltrukket tusindvis af besøgende nytårsaften. Også i år vil himlen fyldes med farverigt krudt, ikke mindst omkring det tolvte slag. Der er tale om en storslået begyndelse på det nye år. Det er en god idé at være på fæstningen senest 23:45. Middagen kan fx indtages på Varbergs Kusthotel.

 

 

 

Senest ændret Mandag, 16 juli 2018 06:36

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.