Limas forvandling har givet byen spalteplads i de internationale medier. I foråret kaldte New York Daily News byen for "Sydamerikas hemmelige nye hipster hangout" og avisen lovpriste byens opfindsomme kulinariske scene, smarte kvarterer som Barranco og Miraflores og fascinerende historie.
Det koloniale Lima
Perus spanske kulturarv er overalt i den gamle bydel omkring den centrale plads, Plaza de Armas. Pladsen er tegnet af byens spanske grundlægger Francisco Pizarro. Pladsen er Limas historiske hjerte og et godt sted at starte sin sightseeing. På pladsen ligger byens gule domkirke, der huser Pizarros jordiske rester. Herefter kan en gåtur gennem Limas charmerende gamle bydel, en labyrint af koloniale kirker, majestætiske paladser, historiske parker og pladser varmt anbefales.
Se kvarteret Barranco
Smalle brostensbelagte gader med modebutikker, kunstgallerier, caféer og charmerende boutique-hoteller. Barranco er Limas bohemekvarter, og mange rejsende vælger at bo i denne bydel. Besøg den peruvianske modefotograf Mario Testinos galleri MATE, der åbnede sidste år i en elegant villa fra 1800-tallet. Galleriet udstiller både værker af Testino selv og andre kunstnere.
Barranco er også stedet at gå ud og få en drink på en af de mange barer eller peñas, som byder på underholdning med peruvianske folkemusik.
MALI udstillingen
Det nyrenoverede MALI (Museo de Arte de Lima) har samlet 3000 års peruviansk kunsthistorie under ét tag – fra præcolumbianske tekstiler til 1800-tals malerier og samtidskunst.
Spis frokost på et cevicheria
Lima har et udsøgt kulinarisk miljø. Peruviansk mad er blevet trendy på verden over, ikke mindst på grund af stjernekokken Gastón Acurio, hvis restaurant Astrid & Gastón i år blev nummer 14. bedste restaurant på listen over verdens 50 bedste restauranter. Ceviche er det peruvianske køkkens signaturret, og den citrusmarinerede hvidfisk skal selvfølgelig nydes på et lokalt cevicheria. Prøv en moderne version på El Mercado, en klassiker på Los Dos Piratas, eller nyd din ceviche med udsigt til surfere og Stillehav på La Rosa Nautica.
Hop i vandet
Med over 20 kilometers stillehavskyst kan Lima prale af lækre surferbølger midt i byen. Waikki Strand og Makaha Beach ved Miraflores er gode surfersteder for begyndere. Langs stranden tilbyder surfskoler timer. Erfarne surfere er vilde med Punta Hermosa lidt længere mod syd, hvor bølgerne når på omkring 4 meter i højden. Hvis du foretrækker at blive tør, kan du prøve at paraglide fra klipperne i Miraflores, og svæve henover folk, der shopper og drikker kaffe omkring indkøbscenteret LarcoMar - en helt unik Lima-oplevelse.