LÆS OGSÅ: Udforsk Bangkoks mange muligheder
Chatuchak – markedet, der har alt
Bangkoks største og nok mest populære marked er weekendmarkedet Chatuchak, som kan hoste op med lidt af hvert. Udendørsmarkeder har en lang tradition i Thailand, og Chatuchak har mere end 15.000 udendørsstande i 27 afdelinger og ikke mindre end 1.000 indendørsstande i det nye Chatuchak Mall. På Chatuchak er der tøj, tilbehør, interiør, trælegetøj, samleobjekter og souvenirs fra hele landet. Uanset hvad man måtte komme efter, er der gode chancer for at finde det her til en rigtig god pris - særligt hvis man krejler. Den bedste måde at komme frem er ved at tage toget til BTS Mo Chit station eller MRT station. Chatuchak markedet er åbent lørdag og søndag fra kl. 09.00-18.00.
Bang Lamphu – de lokales yndlingsmarked
Dette marked i Bangkok har en afslappet atmosfære, der overvejende tiltrækker lokale på udkig efter gode tilbud, fx tøj, vestlig mode og traditionelle karryretter og lokale desserter. Mens man dykker ned i de mange stande, kan man indtage smagsprøver på thai-gadekøkkenet, og efterhånden som flere udlændinge besøger markedet, dukker der flere restauranter og butikker op. Det er også et velassorteret marked, hvis man er på udkig efter husholdningsartikler. Den nemmeste måde at komme til markedet er at tage en taxa eller San Saep Canal bådtaxaen. Bang Lamphu har åbent alle dage 8.00-18.00.
JJ grøn – krejl i månens lys
JJ Green er et af de nyeste markeder med spændende design og masser af barer med hyggelig stemning, der er skabt til at give de besøgende en alternativ oplevelse – om aftenen. Det, der adskiller JJ Green fra andre markeder, er det summende barmiljø i et marked fyldt med butikker og stande, der sælger antikviteter, brugt tøj, accessories og møbler. Markedet er beliggende i et grønt område, og er det perfekte sted at finde unikke gaver og souvenirs. Markedet har også en spisehal med nordøstlig mad, thailandske lækkerier og hyggelige ølbarer. JJ Green ligger 200 meter fra BTS Mo Chit Station og markedet er åbent 17.00-02.00 torsdag til søndag.
Srinakharin marked – hipsters paradis
Markedet, der også er kendt som Talat Rot Fai, har en afslappet atmosfære med pubber, caféer, diners og masser af stande, der giver besøgende en eksklusiv shopping-oplevelse med mærketøj, brugt tøj og vintageprodukter, som fx gamle kameraer, cykler og japanske anime-figurer. Stemningen er imødekommende, indbydende og festlig. Det er et af Bangkoks populære markeder blandt unge, kunststuderende og hipsters. Den hurtigste måde at komme frem er ved at tage BTS Skytrain til On Nut station og derefter taxa. Markedet er som skabt til en god aften fra solnedgang til midnat med åbningstider torsdag-søndag 17.00-01.00.
Khlong Lat Mayom – et flydende marked for store og små
Markedet ved floden blev skabt af de lokale, der satte både sammen under en lav bro. Her tilbydes forskellige produkter, specielt mad. Der er to afdelinger – en med friske råvarer og en anden med tilberedte retter samt masser af souvenirs. Sæt dig godt til rette på en stol og nyd friske skaldyr eller de lokale frugter, fx bananer og kokosnødder. Der er også en afdeling, hvor man kan lave og male souvenirs. Lige rundt om hjørnet er der forskellige aktiviteter, fx en ponyranch eller en bådtur langs kanaler og havnefronten. Den nemmeste måde at komme frem er at tage linjen BTS Silom til Bang Wa Station, og derefter taxa. Åbent lørdag, søndag og helligdage, 09.30-16.30.