Startskuddet for sommerferiesæsonen er gået, men ikke alle har fået lagt deres sommerferieplaner endnu. Mulighederne er mange, og det kan til tider være svært at indsnævre sit valg. Men der er håb forude for dem, som ikke er blevet inspireret endnu. I en ny undersøgelse har Momondo nemlig undersøgt, hvor danskerne får deres rejseinspiration fra. Undersøgelsen viser, at langt størstedelen af danskerne får anbefalinger fra deres omgangskreds – hele 45 procent.
LÆS OGSÅ: Spies tager temperaturen på ferie-fotos
Rejsehjemmesider ligger på en stærk andenplads. Her finder godt og vel hver tredje dansker nemlig inspiration til deres rejser. Herefter kommer sociale medier. Hver fjerde bruger denne platform som inspirationskilde til deres rejsedestinationer.
"Det er tydeligt, at vi danskere har stor tillid til vores nære bekendte, når det kommer til ferieinspiration, men vi er faktisk overraskede over at se, at så mange tyer til specialiserede rejsehjemmesider for at få inspiration. Men det giver god mening at gøre, da det oftest er her, man finder gode råd og tips fra rejseeksperter, der typisk har besøgt langt flere destinationer end gennemsnittet," fortæller Lasse Skole Hansen, der er Momondos danske presseansvarlig.
Unge anvender sociale medier, film, hobbyer og reklamer som inspirationskilde
Momondos undersøgelse viser også, at danskernes alder har stor indflydelse på, hvor de henter inspiration til sine rejser. Hele 35 procent af de unge 18-22-årige bruger sociale medier, mens 26 procent finder inspiration i film. Hos de 56-65-årige ligger dette tal "kun" på 12 procent.
"Vi kan se, at det især er de unge, der søger rejseinspiration på sociale medier, hvor det bugner med feriebilleder fra bloggere og andre kendte. Det hænger nok sammen med, at der generelt er flere unge, der bruger de sociale medier, kombineret med, at de har stor tillid til de influencere, de følger," siger Lasse Skole Hansen.
Fritidsinteresser er også en vigtig kilde til ferieinspiration for de unge. Hver fjerde (25%) 18-22-årig angiver nemlig, at de bliver inspireret af deres hobbyer. Men mere traditionelle kanaler virker også for de unge. 22 procent af de 18-22-årige svarer nemlig, at reklamer har en indflydelse på, hvor de planlægger at rejse hen.
.