København har det, New York har det, Berlin har det, og nu har Gøteborg det også. Enhver by med LGBT-respekt for sig selv har en Pridefestival. Stockholm har været med på vognen de seneste tre år, men i år hopper Gøteborg også i de velkendte regnbuefarver. Pridefestivalen bliver således ikke en almindelig en af slagsen i Sverige men i stedet en EuroPride, hvor der for første gang er hele to byer til at hylde LGBT-miljøet. I Stockholm løber det hele af stablen den 27. juli til den 5. august, og i Gøteborg fortsætter festen med helt gratis events og optog, som fylder byrummet den 14.- 19. august.
LÆS OGSÅ: Vodkamuseum i Skåne - ja, hvorfor ikke
Det vil ikke kun være personer fra LGBT-miljøet, som deltager i EuroPriden, men også andre, som ønsker at hylde forskelligheden mellem mennesker.
"Gøteborg står for første gang som vært for EuroPride, og Stockholm er vært for tredje gang. Priden, og i år også EuroPriden, trives i Sverige, hvor der er stor folkelig opbakning til eventen. Og for danskerne er EuroPriden sjældent tæt på, uanset hvor i landet man bor. Både fra København og fra Nordjylland er der ikke mere end lidt over tre timer til Gøteborg, hvilket gør det nemt for danskerne at deltage i festen i Gøteborg", siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.
EuroPride i hovedstanden
Europride 2018 starter i Stockholm den 27. juli. Sidste år var der over 600 programpunkter med arrangementer i EuroPride House, EuroPride Park, på museer, på klubber, i lokalerne hos LGBT-organisationer, etc., og der bliver endnu mere at komme efter i år. Det gælder sportsaktiviteter, aktiviteter for børnefamilien og aktiviteter, hvor Stockholms seværdigheder er inddraget.
EuroPride i Göteborg
I Gøteborg vil der være aktiviteter både i EuroPride Park og rundt om på scener og i byens øvrige parker. EuroPride Park åbner den 14. august klokken 12:00, hvor der i løbet af eftermiddagen vil være en åbningsceremoni. Deltagerne i ceremonien vil være kendte kunstnere, talspersoner fra LGBT-miljøet, der har noget på hjerte, aktivister og politikere. Senere samme dag spiller 1980-bandet, Bananarama, op i Liseberg, Sveriges største forlystelsespark.
EuroPride Park Gøteborg har sit centrale udgangspunkt på Kungstorget, som er en af de største pladser i byens centrum. Der tages ikke betaling for at komme ind, og pladsen er åben for alle. Besøgende kan møde LGBT-miljøets udstillere, mingle, nyde god mad og drikke og lytte til musikken fra den store scene. I parken er der også et ungdomsområde med forskellige aktiviteter. EuroPride House ligger ved Götaplatsen med cirka 250 arrangementer i form af seminarer, workshops og debatter. Der er gratis adgang for alle.