- Det er rigtigt, at vi har ret meget is liggende herude lige nu. Vores udflugtsskibe kan sagtens håndtere at sejle i isen, så folk får faktisk en rigtig god oplevelse og gode billeder med sig hjem, når bådene må sejle i zigzag gennem isen for at komme ud til isfjeldsbanken, hvor de rigtigt store isfjelde ligger, siger dagskoordinator Laali Berthelsen fra turarrangør World of Greenland i Ilulissat,
Sermeq Kujalleq ved Ilulissat i Nordgrønland er den hurtigste isstrøm i verden. Her samler is fra et kæmpe område på indlandsisen sig i en smal, dyb tragt og bevæger sig med 40 meter i døgnet mod isfjorden Kangia.
Både isbræen Sermeq Kujalleq og isfjorden Kangia blev for snart ti år siden optaget på UNESCO's liste over verdensarvsområder. Netop disse landskaber af unik skønhed og ufattelige dimensioner rejser tusinder af mennesker til Ilulissat for at opleve.
Et par gange om sommeren løsner store dele af gletsjerfronten sig, men det er endnu uvist, hvad der har forårsaget de ekstraordinært mange isbjerge og -skosser ved Ilulissat, andet end at lignende mønstre af disse store isforekomster og -mængder har været observeret de seneste sommersæsoner ud for den populære by.