Mange huse formidles helt uden om de traditionelle kanaler direkte fra kollega til kollega. Det viser tal fra Deloitte. Faktisk har mere end 150.000 danskere benyttet sig af lån og leje direkte fra kollegaen inden for det seneste år.
- Danskerne er jo vilde med at udleje deres ting, så selvfølgelig rykker deleøkonomien også ind på jobbet. På nogle arbejdspladser har man ligefrem systematiseret medarbejdernes indbyrdes handel, så man fx på intranettet eller en opslagstavle kan gøre reklame for sine ting. Det er en enkel og nem løsning, som er utrolig populær, siger skatteekspert i Deloitte Niels Sonne.
Husk skat ved deleøkonomi
Skat ved deleøkonomi er imidlertid ikke helt så enkelt. Deleøkonomien kan nemlig, selv om den virker harmløs, have en skattemæssig konsekvens.
- Generelt har mange svært ved at forstå, at man skal betale skat af for eksempel en lejeindtægt fra sommerhuset, når man jo bare låner det ud til gode kolleger. Man har måske heller ikke lyst til at være så officiel med sine kolleger såsom at lave lejekontrakter og udstede fakturaer, siger Niels Sonne.
LÆS OGSÅ OM LÅNETYPER: https://xn--lnet-qoa.dk/laanetyper
Rødvin og kontanter
Mange synes derfor, at det er lettere at klare det med et par tusindkronesedler i kontanter og nogle gode flasker rødvin oveni som tak for lån.
Men selv ved bytte med kolleger skal man betale skat.
- Ligesom med privat udlejning kan det være svært at forstå, at man skal betale skat, når man bytter tjenesteydelser, men det er sådan, systemet er indrettet. Hvis jeg låner dit sommerhus, og du til gengæld fræser min have, har det jo en værdi for os begge, fortæller Niels Sonne.
Når der bliver sat værdig på som for eksempel betaling for leje eller vederlag for en arbejdsydelse, ja, så er det også skattepligtigt.
Ingen skat
Hvis man imidlertid sælger privat indbo i rubrikannoncer i Den Blå Avis eller Gul og Gratis, så er det ikke med skat. Det er når, man begynder at leje ud, der kan opstå problemer.
- Hvis man vil sælge sin gamle kommode til sidemanden eller sin boremaskine til chefen, er der absolut ingen problemer i det. Men lejer man ud, bliver man beskattet af fortjenesten. Også selv om det sker i de velkendte rammer på jobbet, siger Niels Sonne.
Deloittes undersøgelse viste, at over en halv million danskere deltager lystigt i deleøkonomien og udlejer feriebolig, bolig, tøj, bil og maskiner.