Efterårsvejret er noget af det mest drilske, fordi det skifter mellem dejlige solskinsdage og regnfulde og mørke dage. Men familien Danmark vil hurtigt af sted til de mange spændende arrangementer og feriesteder herhjemme og i udlandet.
For at gøre ferien mere sikker kan man følge nogle enkle og billige råd:
Tjek dæk
Hvis man ikke allerede har gjort det så få tjekket dækkene. Gode dæk er den vigtigste sikkerhedsforanstaltning, man kan lave, for de er afgørende for bilens styreegenskaber.
Utilstrækkelig mønsterdybde og et for lavt dæktryk nedsætter markant bilens vejgreb på våd vej, hvor der måske oven i købet ligger blade. Det er til stor fare for andre trafikanter og for passagerer og fører i ens egen bil.
- Det er langtfra alle, der er opmærksomme på deres dæktryk. Man bør tjekke det minimum én gang om måneden og sørge for, at trykket er korrekt i forhold til bilproducentens anbefaling, fastslår direktør for Continental Dæk Danmark, Georg Nielsen.
Et forkert dæktryk betyder både, at bilens styreegenskaber nedsættes, giver øget slitage på dækket og forøger brændstofforbruget.
Ud med sommerdæk
Man skal desuden være opmærksom på, at dæk med buler eller andre typer af nedslidninger udgør en yderligere fare. Derfor er det en god ide at få dem tjekket hos et dækcenter.
Vil man være helt sikker i trafikken, så er det fornuftigt at få sommerdækkene skiftet ud med vinterdæk allerede nu - samtidig med at efterårets regn og blade kommer.
- Det er ikke et lovkrav i Danmark at køre med vinterdæk, men vi anbefaler faktisk, at man skifter allerede nu. Bremselængden i glat føre er meget længere med sommerdæk end vinterdæk. Det kan være fatalt, hvis man pludselig møder en bilkø en regnvåd søndag, hvor alle er på vej hjem fra deres efterårsferie, siger Georg Nielsen.
Sikkerhed i trafikken
Efteråret er som regel den mest nedbørsrige i Danmark. Vand - og dermed akvaplaning - er ofte forekommende. Bilen skøjter hen over vandet, og man skal reagere lidt som, hvis man kører i snevejr:
- Ned med hastigheden og undgå panik. Man må ikke klodse bremserne, men derimod skal man koble ud og lade være med at dreje på rattet. Hjulene skal pege lige frem. På den måde ruller bilen farten af, og man genvinder vejgrebet, siger Georg Nielsen.
Ud over at køre med omhu, så handler den gode bilferie også om, at man pakker bilen fornuftigt og spænder ting godt fast. Altså, ingen løse genstande i bilen, der kan skade ved hård opbremsning.
En fuldt lastet bil ligger anderledes på vejen og har dermed helt anderledes køreegenskaber. Måske skal dæktrykket øges på grund af vægten. Husk god tid til overhalinger.
Kører man ud af Danmark, er det naturligvis også vigtigt at huske mærkater og papirer. Kørekort, del nummer 1 af registreringsattesten, et DK-skilt på bilen - med mindre man har EU-nummerplade og det "Grønne Kort" ved kørsel udenfor EU. Det er bevis på, at man har kaskoforsikring. Spørg forsikringsselskabet. God tur.