Når det årlige skilsmissetal i Danmark sammenholdes med en undersøgelse foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (2018), som siger, at 7 ud af 10 danskere er 'meget glade' for deres parforhold, er der noget, som ikke passer. Fordi hvordan kan det lade sig gøre, når over 40% af alle ægtefolk lader sig skille?
LÆS OGSÅ: Vi gør det aldrig godt nok
I følge parterapeut og forfatterinde til bogen "Kærlighed med vilje", Christiane Meulengracht, er svaret faktisk ret enkelt - vi lyver for os selv og andre og gør vores forhold til bedre, end de egentlig er:
"I vores kultur er vi i høj grad styret af et ideal om det perfekte parforhold, hvor vi aldrig skændes, er fyldt med overskud til vores børn, har et fantastisk sexliv og generelt er glade sammen - hele tiden. Det er sådan, vi rigtig gerne vil beskrive vores parforhold både overfor os selv men også overfor vores omgangskreds, som når vi nu eksempelvis vender tilbage på jobbet efter sommerferien og fortæller rosenrødt om en skøn ferie med vores partner og familie - også selvom den måske var alt andet end rosenrød," siger Christiane Meulengracht og fortsætter:
"Af frygt for at bryde med glansbilledet af det perfekte parforhold undlader mange helt at mærke efter og adressere problemerne, som derfor gradvist blot får lov at vokse sig større, indtil de til sidst har skabt så mange knuder, at skilsmisse er den eneste udvej."
LÆS OGSÅ: Alt om Esbjerg
Tag ansvar, og vær ikke bange for det uperfekte
Parterapeutens vigtigste råd er derfor også, at vi danskere bliver bedre til at bryde med idealet om det perfekte for i stedet at tage ansvar og øve os i at mærke grundigt efter i maven og hjertet. På den måde er det nemlig muligt at skabe en dialog med sin partner om eventuelle problemer og uoverensstemmelser, før de vokser sig så store, at det er for sent.
Fem opmærksomhedspunkter: Er du glad i dit nuværende forhold?
1. Ser du frem til at komme hjem til din partner, kæreste eller familie efter en lang dag på jobbet? Der skal naturligvis være plads til forbigående konflikter, men oplever du ofte en modvilje mod at træde ind ad døren, så er det en god idé at overveje, hvorfor det mon er tilfældet.
2. Er der en tendens til at jeres morgener starter skævt? Indleder du din dag med at skynde på børnene og vrisse af din partner? Og tager du den energi med dig videre? Så er der god grund til at se nærmere på dynamikkerne i dit parforhold.
3. Får I løbende talt med hinanden om, hvordan I har det sammen som par - og hvad det gode parforhold betyder for jer? Det lyder måske enkelt, men faktisk lider mange forhold under dårlig eller ligefrem manglende kommunikation, fordi kritik, bebrejdelser og pegen fingre har fjernet enhver mulighed for dialog og selverkendelse.
4. Hvis du prioriterer dine børn over dit parforhold, er der ligeledes grund til, at dine alarmklokker bør ringe. Du skal nemlig se dit parforhold som en pyramide, hvor du og din partners relation er det underste lag, mens relationen til jeres børn, glæden, latteren og familiefællesskabet kommer ovenpå. Hvis et parforhold skal fungere godt, er man nødt til løbende at gøde det fundament, hvorpå I har bygget jeres familie - og det kræver, at I tør prioritere parforholdet først. Ingen børn trives i en familie med en eller to voksne, der mistrives.
5. Lider intimiteten og sexlysten, kan det være et symptom på, at jeres nære kontakt og følelse af fuld accept lider.