For mange forældre er det en stor dag, når den lille i stedet for at blive liggende på babytæppet begynder at bevæge sig rundt. Men udover glæde medfører det også en større risiko for, at barnet kommer til skade. Man skal kun vende ryggen til et kort sekund, før man risikerer, at barnet laver unoder, som kan have store konsekvenser. Det er derfor en rigtig god idé at babysikre de hjemlige omgivelser for at forebygge ulykker.
LÆS OGSÅ: På ferie med børnene - det behøver ikke være så indviklet
Trapper er potentielle dødsfælder
For alle, der tager et forkert trin eller snubler, kan trapper være farlige, og man skal derfor altid være opmærksom, når man bevæger sig op og ned ad trappetrinene. Men især for de små kan en forkert handling medføre forfærdelige skader – og i værste tilfælde døden. Hvis den lille prøver at kravle op ad trappen og snubler, så kan barnet risikere at blive hængt, skulle kroppen uheldigvis ryge ud, mens kroppen sidder i klemme mellem trinene. Det er således bedst at blænde mellemrummene mellem trinene af med plader eller lister. Derudover bør man kraftigt overveje et trappegitter både foroven og forneden, så ens barn ikke kommer på afveje, når man er uopmærksom et kort øjeblik. Et trappegitter bør ifølge Sundhedsstyrelsen være mindst 65 cm højt og 4,5 – 6 cm mellem tremmerne. Tremmerne bør være lodrette, så barnet ikke kan klatre på dem.
Lunken kaffe kan forbrænde sart babyhud
Kold kaffe er ikke nødvendigvis en dårlig ting, når man har en baby i huset. Babyers hud er nemlig meget tynd og sart og kan blive voldsomt forbrændt ved blot 40 grader. Mange børn bliver forbrændt, fordi de sidder på skødet af en voksen, der drikker te eller kaffe. Baby kan få fat i kruset og ende med at blive forbrændt på store dele af kroppen. Det er derfor vigtigt ikke at drikke, mens du sidder med baby og husk at stille kruset uden for rækkevidde af de små.
LÆS OGSÅ: Husk køkkenhygiejnen - alternativet har alvorlige konsekvenser
Vælg legetøj efter alder
Hvis man ønsker at købe legetøj til et barn på under tre år, er det ekstremt vigtigt, at det er godkendt til dette. Er det ikke tilfældet, kan legetøjet nemlig indeholde små dele, som barnet kan få galt i halsen. Derudover er der højere krav til indholdet af kemi og uønskede stoffer i legetøjet til de mindste, da de putter alting i munden for at undersøge det. Man skal derfor også være opmærksom på at holde store søskendes legetøj adskilt fra babys legetøj, for eksempel i praktiske opbevaringskasser med låg.
De 5 hyppigste ulykker for børn
• Barnet får noget tungt ned over sig
• Faldulykker
• Barnet klemmer fingrene eller stikker sig på en skarp genstand
• Forbrændingsulykker
• Forgiftningsulykker (medicin, vitaminpiller o. lign.)
Kilde: Startpakke.com & Sundhedsstyrelsen