Lille lufthavn med stor betydning

Udgivet i Nyt fra rejsebranchen
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Af: Journalist Aage Krogsdam

Roskilde lufthavn ved Tune blev indviet i april 1973 og planen var, at den skulle være aflastningslufthavn for Kastrup sammen med tre andre lufthavne i Nord- og Østsjælland. En ved Helsingør, en ved Hillerød og en ved Køge. Men på grund af blandt andet oliekrisen blev planerne skrinlagt. I stedet har lufthavnen igennem årene udviklet sig til at blive hjemsted for landets største og bedste flyveskole samt hjemsted for privatfly, taxiflyvning, VIP-flyvninger samt flyvninger for forsvaret samt for et par år siden også hjemsted for det nye charterflyselskab Airseven.

Det fortalte direktør i Roskilde Lufthavn, Jesper Rasmussen, forleden en gruppe journalister med flere, som havde taget imod indbydelsen fra Danske Rejsejournalister og Danske Flyvejournalister til et halvdagsbesøg i lufthavnen.

"De store planer blev skrinlagt og lufthavnen har lige siden udviklet sig at tage sig af privatflyvninger og taxiflyvninger m.v., og det er i høj grad med til at aflaste Københavns Lufthavn i Kastrup", sagde Jesper Rasmussen videre.

Oliekrisen

Planen var, at Roskilde skulle varetage trafikken af små og mellemstore fly samt en del af indenrigstrafikken. Faciliteterne var bygget til at kunne håndtere op til 200.000 operationer om året, hvilket man regnede med at opnå i midten af 1980'erne. Men kort efter åbningen af lufthavnen kom oliekrisen i 1973/74 og sendte brændstofpriserne i vejret og dermed stagnerede lufttrafikken, mens en helt ny lufthavn stod færdig. "Men nu godt 50 år efter er der fuld gang i aktiviteterne i lufthavnen fortsatte Jesper Rasmussen. Vi er landets bedste uddannelsessted for folk, der gerne vil have flyvecertifikat. Vi uddanner her interesserede, som kun vil flyve mindre fly og en sådan uddannelse koster knap 150.000 kr. Men så har vi den store erhvervsuddannelse til erhvervspilot. Denne uddannelse tager cirka to år og koster i nærheden af 750.000 kr. Det er en stor investering for et ungt menneske, som gerne vil være pilot, men det er samtidig en investering i fremtiden. Selvom der kan fås SU og studielån, skal man regne med selv at investere en halv million kroner i uddannelsen til pilot", fastslår Jesper Rasmussen. Udover at være uddannelsessted for piloter holder to store selskaber som nævnt ovenfor til i lufthavnen, det ene er Copenhagen Air Taxi, og det andet er det næsten nysstartede charterflyselskab Airseven.

300 ansatte

Omkring 25.000 rejsende passerer årligt gennem lufthavnen, der totalt har omkring 300 ansatte i de forskellige selskaber, heraf 45 i selve lufthavnsadministrationen.

I alt sker der årligt i lufthavnen 55.000 operationer, og ud over taxiflyvning, VIP-flyvninger (de kongelige og medlemmer af regeringen), charterflyvninger, etc. er der tale om redningsflyvninger af forskellig art, ambulanceflyvninger samt en række flyvninger for forsvaret.

"Fordelen ved Tune lufthavn er, at størstedelen af den såkaldte business trafik med mindre fly helt er fjernet fra Kastrup Lufthavn. Det betyder hurtigere og nemmere ekspedition fra den lille lufthavn i forhold til Kastrup", slutter direktør Jesper Rasmussen.

Landingsbanesystemet i Roskilde Lufthavn består af et krydsbanesystem. Den ene bane i retning sydvest –nordøst er 1799 meter lang og 35 meter bred. Krydsbanen i retning nordvest-sydøst er 1500 meter lang og 35 meter bred.

Senest ændret Fredag, 09 februar 2024 09:40

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.