Målingen af brandværdi er i denne undersøgelse foretaget blandt 50 nationer fordelt over hele verden. I år har COVID-19 uundgåeligt haft en indflydelse på den måde, vi vurderer turistlande på, og Tyskland som brand styrkes også på dén baggrund.
Rejselandet Tyskland forsvarer sin topplacering i den berømte Anholt-Ipsos Nation Brands Index i 2020 til trods for de svære aktuelle omstændigheder. Hvert år undersøger NBI det aktuelle omdømmeniveau for verdens 50 førende økonomier og udviklingslande. Storbritannien og Canada rangerer i år som henholdsvis nummer to og tre på ranglisten.
"Vi forstår fra denne kilde og også fra andre, at Tyskland nyder en god portion respekt, når det drejer sig om den igangværende COVID-19 krise. Mere end halvdelen af respondenterne i 20 lande verden over vurderer Tysklands sundhedsforvaltning under pandemien som positiv, og det er naturligvis meget glædeligt, selvom vi samtidig ser frem til, at pandemien for alvor kan slås ned med en vaccine", siger turistchef Bo Schou Lauridsen fra Tysk Turist Information.
Tyskland indtager endvidere en af topplaceringerne på listen over internationale destinationer, som respondenterne foretrækker at rejse til inden for de næste fem år, og det gælder både som turistdestination og forretningsrejsemål.
Thomas Bareiß MdB, statssekretær for den tyske minister for økonomi, energi og turisme, siger:
"Det tyske brand har et unikt image i verden. For sjette gang på 12 år kan Tyskland fastholde sin topplacering i Nation Brands Index. Det opfatter vi som en stor æresbevisning ikke mindst i denne vanskelige fase af COVID-19 pandemien. Førstepladsen er samtidig et stærkt kort, som vi kan bruge i imødegåelsen af de nuværende udfordringer".
Petra Hedorfer, bestyrelsesformand for det tyske turistråd (DZT), følger op: "I en verden, der bliver mere og mere ustabil på grund af COVID-19 pandemien og geopolitiske spændinger, repræsenterer Tyskland kontinuitet og pålidelighed samt bæredygtighed og ansvar. Siden 2008 har Tyskland ligget i top-3, og i 2020 er vi altså helt i top for sjette gang".
Et lands brandværdi defineres i NBI ved hjælp af seks indikatorer: eksport, governance, kultur, mennesker, turisme og investeringer, som igen består af 23 underfaktorer. I august 2020 blev mere end 20.000 personer fra 20 forskellige lande interviewet, og undersøgelsesresultaterne dannede baggrund for ranglisten.