Annemette Voss anbefaler gode spots i Bremen

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Annemette og hendes mor i Bremen Annemette og hendes mor i Bremen Foto: Frame&Work

Sådan en skøn smuttur til Tyskland kan virkelig noget - ikke lige i øjeblikket desværre, men før COVID-19 og gerne også meget snart igen. Annemette Voss Fridthjof ved det om nogen, for hun tager tit en lille afstikker syd for den danske grænse og kender derfor Tyskland særdeles godt. På denne smuttur i august drog hun til Bremen med sin mor. De nød skøn tysk hvidvin i en verdensberømt vinkælder, og de fik vind i håret og luft under vingerne ved Vadehavet. Man har jo lov til at drømme. 

Smutture til Tyskland er noget, hele Danmarks kagedarling kender til, selvom det ikke er noget, vi kan lige i disse måneder. Men måske netop derfor er det kærkomment at lade Annemette fortælle om sin tur, der lå tilbage i august, hvor vi stadig kunne rejse til visse lande. 

"De efterhånden mange rejser sammen med min mor i Tyskland har åbnet mine øjne for, hvor fantastisk et rejseland vores nabo mod syd er. Det er så nemt lige at hoppe i bilen eller på toget, og ganske få timer senere er man i et nyt land med anderledes traditioner og en helt anden kultur end vores egen. Man behøver jo slet ikke rejse særlig langt for at få feriefølelsen i kroppen", siger Annemette Voss.

Hele Danmarks kagedarling, Annemette Voss Fridthjof, var på Tysklandstur i august. Hun er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter sejren i Den store bagedyst i 2013 tog livet en drejning. Annemettes passion for det æstetiske univers fornægter sig dog ikke, og her kom Bremen ind som en stor favorit.

Bremen er sofistikeret

En af Annemettes yndlingsbyer i Tyskland er faktisk Bremen, hvor hun har været adskillige gange.

"Bydelen Viertel tiltaler mig med den karakteristiske arkitektur, kunsten og de mange hyggelige spisesteder. Der hersker en helt, helt særlig atmosfære i området, og man finder alt lige fra de dyreste byhuse med de smukkeste victorianske facadeudsmykninger til afskallede, graffitimalede bygningsfacader i de mest skumle baggårde – side om side. Det er en bydel, hvor der er plads til diversiteten. Byen har i det hele taget gode spisesteder, shopping, smukke gader og stræder, historie og ikke mindst en verdensberømt vinkælder under Rådhuset", siger Annemette.

Verdens bedste vinkælder

Vinkælderen 'Bremer Ratskeller' er UNESCO verdensarv, og den er usammenlignelig i forhold til andre vinkældre, Annemette tidligere har besøgt.

"Det er altså noget særligt at være dér, hvor man har verdens største samling af tyske vintage vine, og hvor man har vin, der daterer helt tilbage til 1727, som rent faktisk er til salg. Bremen er den perfekte destination for en forlænget weekend, og man er ikke langt fra Vadehavet, hvis man ønsker at komme ud og opleve lidt særegen natur og indsnuse den friske havluft". 

Vadehavets vildskab

Annemette og hendes rejseledsager, instamutti, som Annemettes mor også kaldes, oplevede Vadehavet i det mest vanvittige vejr.

"Der var både sol, skyer, regn og blæst – og nærmest decideret skybrud i løbet af de par timer, vi tilbragte ved vandet. Det var fascinerende at se naturen på dén måde ændre karakter i løbet af få minutter. Jeg var i bogstaveligste forstand blæst omkuld af naturens kræfter, og det ligger der også en masse æstetik i", slutter Annemette Voss Fridthjof.

Da Vadehavet var oplevet, gjorde det godt med en dampende hed kop the, som de er stormestre i på de kanter.

 

Senest ændret Mandag, 14 december 2020 09:02

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.