Museet ligger på halvøen Bygdøvi i udkanten af Oslo. Her ligger der foruden Fram-museet flere andre museer, blandt andet Kon-Tiki Museum, Det Norske Museum for Kulturhistorie, Vikingeskibsmuseet og Søfartsmuseet.
Fram-museet blev indviet den 20. maj 1936 og fortæller den dramatiske historie om flere verdenskendte polarforskere fra Norge nemlig Fridtjof Nansen, Otto Sverdrup og Roald Amundsen.
Fokus på især polarskibet Fram
Det originale indre af Fram er intakt, og besøgende kan gå inde i skibet for at se det. Skonnerten blev bestilt, designet og bygget af den skotsk-norske skibsbygger Colin Archer efter specifikationer fra den norske polarforsker Fridtjof Nansen, der finansierede skibets bygning med en kombination af stipendier fra den norske regering og privat finansiering i 1891.
Fram blev benyttet til ishavssejlads både i arktiske områder og i Antarktisk i perioden fra 1893 til 1912. I det antarktiske område, var det Roald Amundsen der benyttede skibet.
I slutningen af 1800-tallet var flere skibe - brugt af polarforskere - indefrosset i ismasserne og mere eller mindre knust drevet med havisen fra øst mod vest. Fridtjof Nansen havde derfor en teori om at bygge et skib, som var konstrueret på en sådan måde, at det ikke blev knust af ismasserne, men at skroget blev skubbet op over pakisen og derefter i isen drev tværs over ishavet. Derfor fik han bygget den 39 meter lange og 11 meter brede tremastede skonnert af hårdt træ og næsten uden køl netop for at kunne blive skubbet op over isen af trykket fra ismasserne.
Roret og propellen var designet til at blive trukket tilbage. Skibet fik også en indvendig del for at give besætningen mulighed for at leve ombord i op til fem år. Skibet omfattede også en vindmølle, der drev en generator til at levere elektrisk strøm til belysning ved hjælp af elektriske lyspærer.
Levede af kød fra hvalrosser og isbjørne
Efter at skibet var søsat startede Nansen sin ekspedition i 1983 i det østlige ishav og ret hurtigt frøs skibet inde i pakisen og begyndte langsomt at drive. Men Nansen var utålmodig og ikke tilfreds med farten i driften, og efter 18 måneder forlod han sammen med en anden polarforsker, Hjalmar Johansen, Fram og dets besætning. Med to hold hunde og hundeslæder regnede han med, at de to kunne nå Nordpolen. Det lykkedes imidlertid ikke for dem på grund af ekstremt vejr med sne og kulde. De nåede dog 86 breddegrad, men herfra måtte de efter store strabadser redde sig i land og slå lejr i det nordøstlige Grønland på Franz Josef Land. Her overvintrede de og levede af kød fra hvalrosser og isbjørne. De blev fundet cirka ¾ år efter ankomsten af et hold britiske polarforskere fra Jackson-Harmworth Ekspeditionen, som hjalp dem tilbage til Norge. De nåede retur til Oslo få dage før, at Fram også kom retur. Det viste sig, at Fridtjof Nansens teori havde holdt stik, skibet var drevet med pakisen tværs over ishavet og var helt uskadt, da det blev sommer, og det kunne sejle retur til Oslo.
Efter den tre år lange ekspedition kunne Nansen fastslå, at det var muligt at drive med pakisen fra øst mod vest over ishavet. Desuden fastslog han, at der ikke var nogen væsentlige øer i ishavet mellem Sibiriens og Canadas kyster mod Nordpolen.
Efter denne ekspedition stoppede Nansen sine rejser i det arktiske område og beskæftigede sig med forskning, undervisning, diplomati, udenrigspolitik og humanitært arbejde resten af sit liv (han fik i øvrigt Nobels fredspris i 1922). Han døde 68 år gammel i 1930. Hans forfædre stammede oprindeligt fra Danmark, hvor hans familie kan spores tilbage til 1600-tallet.
Polarskibet Fram fortsatte med ekspeditioner frem til 1912 blandt andet til det antarktiske område, og her var der en anden berømt norsk polarforsker, der benyttede skibet, nemlig Roald Amundsen.
Alt dette kan man se og høre om på det spændende Fram-museum i Oslo.
